Westlife er tilbage

Westlife er tilbage!

Det bliver nok i høj grad Stine 14 år, der kommer til at skrive dette indlæg.
Mine teenage-helte er tilbage!

Når jeg skriver at de var mine teenage-helte, er det nok en underdrivelse. Hele min verden drejede sig om Westlife. End of story.  Mit værelse var plastret ind i plakater. Ja – man kunne ikke se farven på væggen, og selv døren og en del af loftet var tildækket med deres ansigter. Jeg tog fri fra skole når de var i landet, for jeg skulle jo lige se om man kunne være heldig at støde ind i dem. Og så var jeg også en af dem, der satte sig i kø klokken 7 om morgenen, for at få den bedste plads til koncerterne. Jeg købte alt hvad jeg kunne, der havde noget med dem at gøre. Selv alle de udlandske blade kioskerne solgte, fik jeg fingrene i, hvis de bare var nævnt i bladet.

Åh, det var tider.

Hello My Love

Den irske 4-kløvers comeback single, Hello My Love, er mere up-tempo, af en Westlife sang at være, end hvad flertallet umiddelbart havde spået. Dog havde de på forhånd løftet sløret en smule for, at det ikke ville være den typiske Westlife ballade de ville udgive.

Sangen er skrevet af Ed Sheeran, hvilket man i allerhøjeste grad sagtens kan høre. Muligvis er teksten en smule mere sukkersød end hvad vi normalt får for Ed, men hey. Nu er det til Westlife, og det skal næsten være sukkersødt, om man vil det eller ej. Og vil vil have det på nogen anden måde? Jeg tænker nej. Faktisk havde Ed allerede for et par år siden, inden Westlifes genforening var på tale, udtalt at han drømte om at de gik sammen igen, så han kunne skrive musik til dem. Man må sige han fik hvad han ønskede. Jeg synes Ed er en fremragende sangskriver, der er god til at finde ind til kernen af dem han skriver til. Og det har han så sandelig også gjort denne gang.

Udgivelsen er samtidig produceret af Steve Mac, der i øvrigt står bag et utal af Westlifes tidligere hits. Derfor er det, i mine øjne, genialt at hive ham med ombord igen. Han formår at opdatere deres lyd, uden at ofre essensen af hvad Westlife er, og hvad de står for.

POPTØSEN VÆKKET TIL LIVE

Nu er det ingen hemmelighed, at som årene er gået, har jeg lagt poptøsen mere og mere på hylden, og rocken har overtaget. Men, jeg må dog indrømme at da jeg hørte Hello My Love første gang, kunne jeg godt mærke min indre poptøs dukkede lidt frem igen. Det kan godt være det er ren nostalgi, i og med at det trods alt er Westlife det handler om. Men hvorom alting er, er jeg faldet for den her sang, og har gået og skrålet med på den herhjemme, siden den udkom i torsdags. (Undskyld til de andre beboere i opgangen) Men ærlig talt, man kan da kun blive glad i låget af det her nummer, ikke?

Det lader til, at jeg ikke er den eneste der har taget godt imod nummeret. Sangen gik direkte ind som nummer 1 på den britiske hitliste, og udgør derfor Westlifes 15. single der endte øverst på listen.

KOMMENDE ALBUM + TOUR

Senere på året udgiver Westlife deres nyeste album. Hvornår vides ikke, men Shane udtalte i et interview for nyligt, at det først kommer sent i 2019. Så vi må altså væbne os med lidt tålmodighed endnu. Dog tager de på en omfattende turne i the UK der begynder til Maj. Jeg hopper på et fly til Manchester til juni, sammen med 3 andre tøser. Westlifes genforening er noget jeg bare ikke kan gå glip af.

Shane, Nicky, Mark og Kian – velkommen tilbage. I har været savnet!

Hør Hello My Love og se den tilhørende video her:

 

Stine 14 år er ualmindelig glad, og det er Stine (næsten) 30 år faktisk også.

-stine

 

Udgivet i Musik og tagget , , , , , , , , , .

2 kommenterer

  1. Haha… Under hele artiklen skreg mit lille trætte hoved bare “Jaaaaaa”.. Bliver fantastisk at se dem igen ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *