Tak Copenhell!

Copenhell er overstået for denne gang, og jeg havde fornøjelsen af at deltage for første gang.

STORE FORVENTNINGER

Det var med meget store forventninger, og en del spænding at min far og jeg troppede op på Refshaleøen i lørdags. De to koncerter jeg så mest frem til var naturligvis Shinedown og legenderne Black Sabbath. Det var endda en afskedskoncert med Black Sabbath, der skulle give deres sidste koncert i Danmark – nogensinde!

Vi ankom ca. klokken 14:00, og vi startede med at gå en lille runde for at få et overblik af festivalspladsen, i og med at vi begge havde vores debut på rock-festivalen. Allerede fra start følte jeg mig hjemme. Stemningen var helt i top, solen skinnede og folk smilede og var super glade – det kunne kun blive godt.

Efter vores lille runde fik vi os lidt at spise og en kold øl, mens vi sad på bakken og så Helhorse. Jeg havde aldrig hørt om dem før, men det er et dansk sludge band, der faktisk var ganske udmærket. Bandet spillede rigtig fedt, dog var det til tider en anelse for hårdt til mig, men det var fedt at høre noget nyt.

FØRSTE RÆKKE!

De spillede på scenen Hades, hvor Shinedown skulle på et par timer efter. Heldigvis fik jeg lokket min far til at stå på første række med mig, hvis vi kunne komme til det. Så da Helhorse sagde at det var sidste nummer, bevægede vi os stille og roligt over mod scenen, og det endte også med at vi kom til at så på første række. I højre side vel og mærke 😉 (Folk der er Shinedown-fans, eller har læst min blog fra da jeg var i Hamborg, ved hvorfor jeg elsker højre side…)

Så der sad vi og skulle slå tiden ihjel. Der var trods alt næsten 2,5 time før de gik på. Dog gik tiden ualmindelig hurtigt. Vi faldt i snak med andre Shinedown-fans, mens Shinedown’s crew gjorde klar, og på Helviti scenen, der kun lå en spytklat derfra, gik Clawringer amok, så deres koncert kunne man også følge lidt med i på afstand, og se hvordan publikum havde en fest. Der var SÅ mange mennesker, og kun en lille håndfuld foran Hades. Men det ændrede sig virkelig hurtigt. Ca. 15 minutter før Shinedown gik på scenen, kiggede jeg bag mig, og der var sort af mennesker. Det skulle nok blive godt det her!

HØJDEPUNKTET!

Da klokken slog 18:15, blev scenen oplyst af et lilla lys, og lyden af Prince’s Lets Go Crazy, bragede ud af højttalerne. Det var måden Shinedown havde startet deres koncert på, gennem hele touren, så det var i dette øjeblik at min gåsehud stille og roligt kom snigende. Og pludselig, kom de 4 herre ind på scenen, og Zach’s guitar spillede lyden af Asking For It. Folk gik amok, jeg gik amok, og min gåsehud invaderede min krop fra top til tå. Nu var det nu.

MINDERNE VÆLTEDE TILBAGE

Der var utrolig mange ting ved denne koncert, der bragte mig 3 uger tilbage. Mange af de små ting der skete, i forhold til den direkte kontakt skete også her. Allerede under Asking For It, fik jeg kontakt med Brent, og han valgte at synge et par linjer direkte til mig, og gav mig et smil og et lille blink med på vejen .. (Jeg burde nok have advaret mod at Stine 14 år er tilbage igen, men det kommer vel næppe som nogen overraskelse længere! 😀 )

Jeg fik endnu et par smil og vink fra Barry, god kontakt med Eric. Og jeg kan naturligvis ikke glemme hr. Myers. I og med jeg stod lige foran ham, var det umuligt ikke at få lidt direkte kontakt med ham, og efter 2. nummer, kom han gående med Barry’s trommestik. Alle der stod rundt om mig, råbte på ham og rakte hånden ud for at få den. Dog gjorde jeg det ikke, da jeg tænkte at jeg alligevel aldrig får den. Jeg havde trods alt fået 2 stk. kun 3 uger forinden. Alligevel kiggede Zach på mig, og kun mig, og signalerede at jeg skulle have den. Han gjorde tegn til at jeg skulle gribe, og kastede den derefter direkte ned til mig.

Jeg ved ikke hvad jeg har gjort, siden jeg er så fandens heldig. Zach kastede senere i showet, også en plektre ned mod mig. Dog ramte den jorden, men da vagten samlede den op for at give den til mig, gav jeg den til hende der stod ved siden af mig. Hun var en kæmpe Shinedown fan, der skulle opleve dem for første gang, og tænkte at hun skulle også have lov til at få et minde med hjem. Hun blev overlykkelig, og Zach sendte mig bare et smil, da han så at jeg gav den til hende. Lidt sød kan jeg altså godt være – jeg er ikke 100% egoistisk når det kommer til dem 😉

FANTASTISK OPBAKNING

Shinedown fyrede den af på scenen, og til min store glæde var folk 100% med fra start til slut. Jeg blev fuldkommen varm om mit store Shinedown-hjerte, da jeg så den opbakning de fik for folk. Det er ikke mange danske Shinedown-fans man støder på, så det var så skønt at se at folk var med. Også selvom det var en festival, med til tider, meget hård dødsmetal. Der ligger Shinedown i den fuldkommen anden ende, men folk åd det råt!

KAN MAN GIVE ROS KAN MAN OGSÅ GIVE RIS

Hvis jeg skal komme med en smule kritik, har jeg 3 mindre detaljer:

1) Lyden. Den var ikke 100% god gennem hele showet. Det var svært at høre hvad Brent sagde når han talte til os, og til tider kunne man næsten ikke høre hans vokal. Nu kan jeg alle sangene i søvne, så jeg skrålede jo bare med, så højt jeg nu kunne, men for folk der måske ikke kender til hele Shinedowns kartotek var det en smule ærgerligt. Og Brent vokal var til tider ikke pitch perfect. Der var et par toner der lige missede, men det var ikke så slemt, så man ikke kunne holde ud at høre på det.

2) De virkede engang imellem en smule fjerne. Ikke ment på den måde, at de bare ville have det overstået, men der var et par få øjeblikke hvor de virkede de lidt trætte. Det er måske heller ikke så underligt, i og med at det var deres sidste aften på deres tour, og de netop havde haft 26 dage, 11 lande og 16 shows. Og før det havde de også lige afsluttet en tour i USA. Men på trods af det – så levede de op til mine forventninger.

3) At koncerten sluttede. De havde en time, og 11 sange blev det til. Jeg var ikke mæt. Jeg kunne snildt have taget en time mere. Men nu var det jo en festival, og der var en tidsplan der skulle holdes.

PERFEKT AFSLUTNING PÅ SHINEDOWN EVENTYRET

Selvom jeg lige havde mødt dem et par uger forinden, havde jeg alligevel skrevet et brev til dem, for at runde hele det her eventyr, af jeg har haft med dem i år, af på. Der var lige de sidste par ting jeg manglede at sige, og det fik jeg gjort på skrift.

Jeg havde håbet på at jeg ville kunne nå at give det til en fra deres crew inden koncerten, men den chance fik jeg ikke, da de havde travlt med at arbejde. Men lige inden de gik fra scenen, spurgte jeg en af vagterne om han gad give det til Zach. Da Zach stod ved scene kanten, gav vagten ham brevet. Først kiggede Zach lidt underligt, indtil vagten pegede hen på mig, og sagde det var fra mig. Zach kiggede på mig, smilede, tog imod brevet, og mimede et tak. Så kunne jeg heller ikke bede om mere.

Det var så slutningen på mit Shinedown-eventyr 2016. Og hold nu op en oplevelse det har været. Drømme jeg har haft i over 10 år er gået i opfyldelse. Jeg har set dem optræde i en fyldt arena, til en intim koncert og nu til en festival. Jeg har mødt dem og har fået masser af opmærksomhed fra dem. Det er den rene lykke for mig, og nogle oplevelser jeg aldrig i mit liv vil glemme. Nu venter jeg bare tålmodigt til de kommer tilbage til Europa – og rygterne siger at de kommer tidligt i det nye år. Vi krydser fingre!

 

Copenhell - ShinedownMine private billeder
EN NY FAN ER FØDT

Efter koncerten satte vi os endnu engang op på bakken. Næste band jeg meget gerne ville opleve var Rival Sons. Et amerikansk Blues Rock band, jeg stiftede bekendtskab med, takket være en læser af bloggen. Og hold nu kæft hvor er det et fedt liveband! Bandet var super tight, sangene var super gode, og forsangeren har en fantastisk rock-stemme. Selvom jeg er født i 1989, blev jeg alligevel kastet tilbage til 70’erne og 80’erne med den stil de lagde for dagen. Jeg var vild med det – og virkelig forfriskende at høre et band som dem nu til dags. Til jer der ikke kender til dem, kan jeg helt klart anbefale dem. Det er i hvert fald et band jeg vil holde meget øje med i fremtiden, og helt klart vil ind og se, når de gæster Danmark igen. En ny fan er blevet født her 🙂

Timerne gik, men vi blev siddende hvor vi sad, da vi havde et ret godt udsyn til scenen. Ud over Shinedown, var den næste koncert den jeg havde set mest frem til. Nu varede det ikke længe før Black Sabbath gik på scenen. Folk samlede sig mere og mere, og man kunne tydeligt mærke spændingen blandt folk.

DEN STØRSTE SKUFFELSE

Præcis klokken 23:00, startede showet med videoklip der blev vist på de 3 storskærme. Folk holdt vejret af spænding, og der lød et kæmpe brøl af jubel, da Ozzy og resten af Black Sabbath viste sig på scenen. Mine forventninger, spænding og glæde forsvandt desværre utrolig hurtigt. Det kan godt være jeg bliver mødt af en del negativitet på grund af det jeg skriver nu. Men for første tone Ozzy sang, krummede jeg tæer. Han ramte alt andet end tonerne, men jeg tænkte, at han nok ikke kunne høre sig selv, og at det ville der blive lavet om på. Men nej – det fortsatte. Bandet spillede ualmindeligt godt. Jeg tager virkelig hatten af for dem, for der var virkelig ikke én eneste finger at sætte på dem. Men så snart Ozzy åbnede munden og, sang, hvis man overhoved kan kalde det, overskyggede det desværre resten.

IKKE DEN STØRSTE STEMME

Jeg er udmærket godt klar over, at Ozzy aldrig har haft den største og gudsbenådede stemme, men nu har jeg set liveoptagelser med ham før, og han kan altså godt. Jeg troede som sagt i første omgang, at det var fordi han ikke kunne høre sig selv, men sådan noget retter man op på med det samme, hvis det er tilfældet. Der blev ikke rettet op på noget, og det blev kun værre og værre. Der hvor vi sad var der en meget blandet stemning. Nogle var helt oppe at køre, mens andre stod med et tomt blik. Det var virkelig en underlig følelse, jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Anmelderne har rost Black Sabbath til skyerne, men jeg har dog også set mange kommentarer fra fans, der var yderst skuffet. Jeg hopper med på den sidste vogn. Jeg havde aldrig i mit liv troet jeg jeg skulle gå midt under en koncert. Og slet ikke en Black Sabbath koncert, nu hvor det var første, og eneste gang jeg ville have muligheden for at opleve dem. Men det var dog tilfældet her. Min far og jeg fik nok og smuttede 20 minutter inde i showet. Og vi var ikke de eneste. Vi mødte en del fans efterfølgende der var så vrede, at de tog hjem.

ØV!

Det var nok den største musikalske skuffelse jeg nogensinde har været vidne til. Jeg var så ked af at gå fra koncerten, taget i betragtning af at jeg følte det var en ære at jeg fik lov til at opleve dem. Så det føltes næsten som blasfemi at udvandre, men det var virkelig ikke til at høre på. Utrolig dårlig karaoke vil jeg beskrive det som.

Mange hardcore Black Sabbath fans vil sikkert se sig sure på mig for at skrive det, men folk må da kunne høre at manden ikke kunne synge. Det kan godt være, at man har været så forblændet og så bort fra det, og kun fokuserede på at de var der, men som fan synes jeg virkelig det er ens pligt at være ærlig, lige meget hvor meget man holder af bandet.

ENDELIG BEDRØMMELSE

Men når alt kommer til alt, og på trods af at aftenen sluttede af med en kæmpe skuffelse, synes jeg at den ene dag jeg deltog i Copenhell, var ualmindelig fantastisk. Jeg er blevet kæmpe fan af denne festival, og jeg kommer uden tvivl tilbage!

Tak for et fedt arrangement, Copenhell – vi ses til næste år!

 

Stinesig

 

 

Udgivet i Koncerter, Musik og tagget , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *