Shinedown Live | Hamborg

ADVARSEL:
Dette blogindlæg kommer til at være ualmindeligt langt, fyldt med mange detaljer, og der er en risiko for at jeg kommer til at lyde som lille teenage-tøs. 
Nu er I advaret – god fornøjelse! 😉

 

Mandag aften tog min bror og jeg toget til Hamborg, for at se Shinedown den følgende dag. Der er nok kommet en ridse eller to i pladen efterhånden, for jeg har sagt det mange gange før, og jeg siger det igen. Shinedown er mit absolutte yndlingsband nogensinde, så tanken om at jeg skulle få lov til at opleve dem, til en udsolgt intim koncert, var yderst overvældende.

Tirsdag omkring klokken 13:15 troppede vi op i køen, da en Shinedown-fan fra Tyskland jeg har tweetet med i en del tid efterhånden, skrev at folk var begyndt at stille sig i kø. Og jeg gik med den store drøm om at få lov til at opleve Shinedown med en plads på første række, så vi skyndte os derned. Heldigvis var det kun 5 fans der sad der, så Shinedown-nørderiet og hyggen kunne begynde. Det var så fedt at møde andre fans der deler den beundring og kærlighed til Shinedowns musik som jeg gør. Dem kender jeg desværre ikke mange af.
En af de ting der dog tog vores opmærksomhed mest, var det faktum at min lillebror ligner ualmindelig meget Zach Myers, så der var dømt lange blikke fra fans der stille og roligt satte sig i køen, og det endte naturligvis bare med et godt grin.
Folk kunne ikke rigtig håndtere det og gik lidt amok. Mere om det senere – men I kan jo selv bedømme her:

14

DRØMME PLADSEN!

Timerne gik, og hyggen fortsatte. Ca klokken 18:30 blev de første døre åbnet, og vi skulle igennem billet- og sikkerhedskontrollen. Og klokken 19:00 måtte vi så endelig komme ind. Det var i Markthalle aftenens begivenhed skulle finde sted. En meget lille og intim sal med kun plads til 1000 mennesker. Folk stormede naturligvis ind for at komme først, og heldigvis fik jeg min front-row plads (i højre side) som jeg havde ønsket mig.

– specielt højre side vil jeg gøre alt for at stå, for der står Zach som jeg i forvejen er yderst begejstret for. Så jeg var en ufattelig lykkelig og lettet pige.

Selvom vi havde ventet i mange timer på daværende tidspunkt, følte den sidste time dog som en uendelighed. Og det hjalp ikke meget, at det var umenneskeligt varmt inde i salen. Jeg ved ikke om tyskerne aldrig har hørt om aircondition før? Det var knap nok til at holde ud – men vi overlevede, og da klokken slog 20:15, glemte jeg alt om det. Shinedown gik på scenen. Nu var det nu!

DEN MEST OVERVÆLDENDE FØLELSE

De lagde ud med Asking For It, og jeg tror aldrig i mit liv at jeg har haft så meget gåsehud før som jeg havde der. Det var sådan et ualmindeligt overvældende øjeblik for mig, og følelsen af lykke og glæde ville ingen ende tage. Taget betragtningen af at det var et ganske lille publikum de optrådte for, var de virkelig på. Og der var ingen tvivl om at de havde publikum i deres hule hånd fra start. Der gik ikke mange sekunder af første nummer, før Zach spottede mig. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han kunne genkende mig. Han smilede over hele femøren, og sagde hej. Jeg behøver vist ikke at beskrive hvordan jeg havde det der…..

Noget andet der står klarest på nethinden ved denne koncert, var hvor meget direkte kontakt der var mellem os og dem. Jeg er klar over at der kun var 1000 mennesker til stede, så det ville være underligt hvis de ikke knyttede et særligt bånd med os, og kom ordentlig ud over scenekanten. Og det må man sige de gjorde. Inden andet nummer gik igang, fik jeg kontakt med Barry på trommerne. Jeg vinkede til ham, og han sendte et stort smil og et vink tilbage. Jeg lyder som en teenage-tøs, jeg ved det udmærket godt – men det var altså stort for mig, så jeg vil ikke engang undskylde (!!) haha!

Da sangen var over, så jeg at Barry kaldte på Zach, og pludselig kom Zach gående hen imod hvor jeg stod, og havde Barry’s trommestik i hånden, og gav den til mig. Jeg kiggede på Barry og signalerede et tak, og han returnerede et stort smil.

54 BEDSTE VENNER

Jeg elsker at man tydelig kan se og mærke at Shinedown har et helt unikt bånd til hinanden. Det er så åbenlyst at det er 4 bedste venner der spiller i et band sammen. Det blev også bevist under koncerten, da de elsker at lave en masse jokes med hinanden. Blandt andet mente Eric og Zach at de skulle have en mindre krig, hvor det bare gjaldt om at kaste plektre i hovedet på hinanden. Og midt under If You Only Knew, hvor Brent (der på ingen måde spiller guitar normalt) valgte at tage en plekter og styre rytmen på Zach’s guitar. Sådan nogle små øjeblikke er virkelige unikke, og giver det hele en let og hyggelig stemning, selvom det er en rock-koncert man er til. Jeg er vild med det!

TÅRERNE PRESSER SIG PÅ!

Syvende sang der var på programmet var Through The Ghost. Et nummer jeg var ualmindelig overrasket over var på setlisten. Det er nok den mest personlige sang Brent Smith nogensinde har skrevet. Til dato har de kun optrådt med den live et par gange, i og med at den er svær for Brent at synge, rent følelsesmæssigt. Det er en sang jeg kan relatere til på alle leder og kanter, så det var på dette tidspunkt af aftenen at tårerne pressede sig på.

Efter en følelsesladet omgang, bragte Brent os alle lidt tættere sammen. Han spurgte hvem der oplevede Shinedown for første gang, og bad os alle om lige at give en highfive til dem vi stod ved siden af. Herefter hoppede han ned fra scenen og gav hånden til alle der stod på første række. Da han kom til mig stak jeg min hånd frem, men til min store overraskelse gav han mig et stort kram. Et meget, meget svedigt kram, men pyt. Sveden haglede fra os alle sammen – vi var virkelig charmerende 😉

ENERGIEN VAR I TOP

Stemningen steg da Brent hoppede ned blandt publikum, og sagde at denne aften var vores og det var nu tiden  til at blæse taget omkuld. Og mon ikke det gjorde. Så snart tonerne af Enemies begyndte gik folk fuldkommen amok, og selvom energiniveauet havde været på det maksimale gennem hele aftenen, steg den lige et godt stykke i vejret her.

Et andet ret hyggeligt moment var, da Brent pressede Zach til at synge en sang alene. Zach tog imod udfordringen, og fik alle med da han spillede “Don’t Look Back In Anger” – et virkelig fedt øjeblik, hvor alle var med, mens Barry, Eric og Brent blot sad tilbage og hyggede sig. Under sangen havde Barry og jeg en mindre stirrekonkurrence kørende, hvor det næsten gjaldt om at sende de mest intense blikke til hinanden. Jeg må nok desværre sande at det var Barry der løb med sejren, i og med at jeg gerne samtidig vil have fokus på Zach’s sang 🙂

 

4

FØLER MIG HELDIG

Efterfølgende spillede de 45. De gange jeg har set dem live, har de altid spillet den akustisk. Så det var virkelig forfriskende at høre den med Barry på trommer og Eric på bas, så den får noget mere kant. Da sangen var slut, kom Eric hen til mig, og gav mig en af hans plektre, og smilede stort. Af en eller anden ualmindelig mystisk årsag, fik jeg utrolig meget opmærksomhed fra de 4 herre denne aften – jeg klager på INGEN måde – men jeg synes nu alligevel det var utroligt.

Da Brent og Zach spillede Simple Man, kiggede Brent pludselig hen på mig, smilede stort og blinkede – jeg tænkte først at det ikke kunne have været til mig, men hende jeg stod ved siden af, kiggede bare på mig og sagde “Så du lige det blik Brent sendte til dig der?!” – med en del jalousi i stemmen, og min brormand kommenterede også på det. Så det må jo have været noget om det 🙂 Da sangen var slut, kom Zach igen hen til mig, og gav mig en af hans plektre, og for at det ikke skal være løgn, kastede Barry endnu en trommestik ud mod mig, som jeg også fik fingrene i. Jeg skulle lige bruge et par sekunder til at lade det synke ind. Så heldige er der ingen mennesker der er!  I og med at jeg var sammen med min bror, og han ikke havde fået noget, gav jeg ham dog den ene trommestik og Eric’s plekter. Man skal jo dele med sine søskende 🙂

 

6

SLUTTEDE AF SOM KONGER

De sluttede af med Sound of Madness, der nok er et af Shinedown’s mest populære numre. Det er faktisk også den sang jeg spiller for folk, når jeg skal introducere Shinedown for dem. Det var den mest perfekte sang at slutte et ualmindeligt fantastisk show på. Folk gik fuldkommen amok, og sendte dem fra scenen på præcis den måde de fortjente. Det eneste der var en smule ærgerligt var, at lyden til tider ikke var den bedste – men jeg har oplevet det der var værre.

Så alt i alt – denne koncert var en af de mest intense og vanvittige koncerter jeg nogensinde har været til. Ord kan slet ikke beskrive den følelse jeg havde under hele showet. Jeg var så overvældet. Det var større end størst!

Da lyset tændte, tænkte jeg at jeg ville være fræk at spørge en af vagterne, om jeg måtte få en af setlisterne bandet havde benyttet sig af i løbet af aftenen. Han gik direkte hen, tog Zach’s setliste, og gav den til mig. Man må sige jeg blev begavet under denne koncert 🙂

 

8

DET BEDSTE TIL SIDST

Og så skulle man ellers tro at aftenen sluttede her, og derved også blogindlægget. Men nej.. Det fortsætter endnu.

Efter showet gik vi om bag ved, hvor deres tourbus holdte, i håb om at bare en fra bandet ville komme ud for at sige hej.
Jeg kender rigtig mange, der ikke kan sætte sig ind i tankegangen om, at man drømmer om at møde sine idoler. Jeg kan ikke tale for andre, men kun mig selv. For mit vedkommende handler det ikke om bare at møde dem, få et billede og det er så det. For mig handler det om, at få muligheden for at takke nogle personer, der har gjort et kæmpe indtryk, og har haft en ualmindelig stor indflydelse på mig over de sidste mange år. Blot via den musik de laver. Igen, det er ikke alle der kan sætte sig ind i den følelse. Og ikke ét ondt ord om det – jeg tror bare man skal have brugt musikken som medicin, før man rigtig forstår. Og lige Shinedown’s musik har været den bedste medicin for mig, i svære tider.

STORT ØJEBLIK FOR OS

Vi havde måske siddet der i max 15 minutter, da Jake – deres security manager, sagde at han vil få hele bandet ud. Han havde dog lige nogle retningslinjer han ville gå igennem med os først. Det var et ret stort øjeblik for hele Shinedown-fan nationen, i og med at det er så yderst sjældent at hele bandet kommer ud efter et show. Zach plejer altid at gøre det, men det er med store mellemrum, at alle kommer ud. Alle var naturligvis med på de krav Jake satte for dagen. Og så skete det! Der gik ikke mere end 5 minutter, så kom Zach som den første ud.  Alle stod i kø til at få et øjeblik med ham, mens vi stod lidt i baggrunden. Jeg opdagede dog at Brent var kommet ud, og stod sammen med 2 fans, så jeg greb chancen og gik hen til ham.

DRØMMEN GIK I OPFYLDELSE

Det her øjeblik var noget jeg havde ventet på i ufattelig mange år. Pludselig stod jeg bare der, ansigt til ansigt, med manden der kan læse mine tanker, og skriver sange om det… Han mødte mig med et kæmpe smil og gav mig hånden, men inden han signerede min set-liste og fik taget et billede med ham, spurgte jeg ham om jeg måtte fortælle ham noget hurtigt. Jeg tror han kunne fornemme tonen i mit stemmeleje, for han blev meget seriøs.

De præcise ord jeg fortalte ham, er for personligt til at skrive her. Men i bund og grund takkede jeg ham blot for musikken og takkede ham for at Shinedown er den kæmpe inspiration for mig som de er. Man kunne se at han blev rørt og virkelig tog det til sig, og han gav mig et kæmpe kram og takkede mig. Vi fik taget et billede, og det samme gjorde min bror. Og så fik vi også den idé, at vi alle 3 da lige skulle have et lille selfie. 🙂

13    12

HAN KUNNE HUSKE MIG

Så blev det hr. Myers tur. Det var noget jeg havde set ufatteligt meget frem til. Ikke kun pga. at det er Zach, men bare tanken om at han skulle møde min bror, der ligner ham. Det kunne kun blive godt og jeg glædede mig! Og jeg var på ingen måde den eneste. Virkelig mange af de andre fans, samlede sig rundt om os, og var klar med kameraet. Det var jo det var det helt store samtale emne inden koncerten. Jannick, min bror, og Zach gav hinanden hånden og sagde samtidig “How are you?”  Zach skreg af grin, og sagde at ham og Jannick burde lave den mest hardcore rap-udgivelse nogensinde. Jeg tror selv han synes det var lidt underligt, på den fedeste måde. Vi fik efterfølgende at vide af en af de fans vi mødtes med, havde spurgt Zach om han havde mødt ham der lignede ham. Zach’s respons var blot “Yes!! Holy shit!!!”

Så blev det min tur, og han smilede stort og sagde “Nice to see you again” – jeg spurgte ham kort om vi ikke kunne tage et fjollebillede, og det var han heldigvis frisk på. Han er så cool at man slet ikke kan rumme det! Jeg valgte ikke at fortælle Zach om hvad de betyder for mig, i og med at det fik jeg gjort da jeg mødte ham i Manchester tidligere på året, så her kunne man bare få et godt grin og få en hyggelig stund med ham.

10   9

BEDSTE KRAM NOGENSINDE

Næste levende billede var Barry. Da han så os kom gående, smilede han over hele femøren. Han tog straks min hånd og sagde det var fedt at se mig, og om jeg nød showet. Jeg svarede naturligvis at det gjorde jeg i allerhøjeste grad, og her grinede han stort og sagde at det kunne han godt se at jeg gjorde!

Jeg fik også muligheden for at fortælle ham hvad Shinedown betyder for mig. Hans reaktion er noget jeg aldrig vil glemme. Han kiggede mig bare dybt i øjnene, tog min hånd igen og spurgte hvad jeg hed. Det eneste han sagde var bare “Stine, Thank you. Thank you so much”, og hev mig indtil ham. Det er nok et af de længste kram jeg nogensinde har fået. Min bror mener vi stod der i hvert fald i 30 sekunder. Det er relativt langt tid for et kram, skulle jeg mene. Det seriøse øjeblik blev afbrudt, da snakken faldt på at Jannick lignede Zach. Barry var fuldkommen enig, dog at Jannick har bedre hår end Zach! 🙂

11

SNAK OM TATTOOS OG COPENHELL

Sidste skud på stammen, var hr. Eric Bass. Det var rigtig vigtigt for mig, at jeg fik fortalt det jeg havde på hjertet til dem alle sammen, nu hvor jeg havde muligheden. Så Eric var naturligvis ingen undtagelse. Han blev, som Barry og Brent, også rørt, og gav mig et stort kram. Han spottede min tattoo jeg har på højre overarm, og han smilede, og spurgte “Is that….” Og ja – det er en Shinedown tattoo jeg har 🙂 Han takkede mig mange gange for min støtte, og blev rigtig glad at jeg fortalte ham de ting jeg gjorde.  Efterfølgende fik os en lille snak om Copenhell, som han glæder sig – og jeg fortalte naturligvis at jeg skulle se dem der igen.

15

Denne aften, var en aften jeg aldrig vil glemme. Den var alt hvad jeg nogensinde havde drømt om, men aldrig havde turde forvente. Nu sidder jeg her, 48 timer efter – og stadig har det største smil på læben, og føler mig så ualmindelig heldig, overvældet og samtidig så stolt over at jeg har mødt 4 af mine største inspirations – og motivationskilder nogensinde. Jeg kan ikke få armene ned. Det er uden tvivl en oplevelse jeg vil tage med mig resten af livet.

– og nu skal jeg bare vente 15 dage, så skal jeg opleve dem igen!

 

SETLISTEN:
  • Asking For It
  • Fly From The Inside
  • Diamond Eyes
  • If You Only Knew
  • Cyanide Sweet Tooth Suicide
  • Unity
  • Through The Ghost
  • Enemies
  • I’ll Follow You
  • State Of My Head
  • Cut The Cord
  • 45
  • Second Chance
  • Don’t Look Back In Anger (Zach Myers, Oasis Cover)
  • Simple Man
  • Sound Of Madness

Stinesig

 

 

Udgivet i Koncerter, Musik og tagget , , , , , , , , , .

En kommentar

  1. Åh Stins… Jeg sidder her med tåre i øjnene – jeg er så mega glad på dine vegne! <3
    Ved at det betød sindsygt meget for dig, og jeg under dig hvert sekund!
    En dag bliver du nødt til at tage mig med til en af deres koncerter! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *