Queen + Adam Lambert i Royal Arena | Anmeldelse

Med risiko for at gentage mig selv, fra tidligere blogindlæg, bliver jeg simpelthen nødt til at få luftet mine tanker om gårsdagens begivenhed. Jeg var til at finde i Royal Arena, da København i går fik majestætisk besøg af legenderne fra Queen, der endnu engang havde taget Adam Lambert med.

DE KOM, DE SÅ, DE SEJREDE

Mine forventninger til koncerten var tårnhøje, da jeg vidste hvad jeg gik indtil. Det var trods alt min 5. koncert med Queen og Adam Lambert, og 14. gang jeg skulle se Adam (ja ja – jeg kan godt lide den mand, okay?) De andre gange har alle været en oplevelse for livet. Heldigvis var denne aften ingen undtagelse.

Jeg havde haft en ret stressende dag, og timerne op til koncerten var også lidt for hektiske til hvad jeg lige kunne overskue. Det resulterede også i, at jeg første fandt mig til rette på min plads, ca. 10 minutter før showet begyndte. Men da jeg først havde slået røven i sædet, og havde fået den første tår af min 75 kr. (!!!) store fadøl, kunne jeg egentlig bare læne mig tilbage og slappe af, selvom jeg var ved at revne af spænding.

Lyset slukkede, og på storskærmen kom Frank til syne (Queen Fans ved hvem Frank er) og startede showet med et brag. Jeg kender mig selv, og ved efterhånden hvilken fysisk reaktion jeg får, når jeg ser Adam live. Derfor havde jeg medbragt en pakke kleenex, for at være forberedt. Og allerede ved første nummer kunne jeg egentlig godt have haft brugt dem. Gåsehuden omfavnede mig, og tårerne begyndte at trille. Der er altså bare et eller andet magisk over det.

Queen og Adam hev det ene hit ud af ærmet efter det andet, og samtidig var der også plads til lidt fornyelse på setlisten, hvilket gav det et ret frisk pust i forhold til de tidligere shows jeg har deltaget i. Samtidig havde de også udvidet selve sceneshowet, hvilket var virkelig storslået, og satte lige prikken over i’et.

HØJDEPUNKTERNE

Det er svært at udpege kun ét højdepunkt ved denne aften. Jeg følte virkelig at det hele gik op i en højere enhed. Men jeg har alligevel et par stykker der skiller sig mere ud end andre.

Fællessang

Det første jeg klart tænker på er, da Brian May tråde ud for enden af scenen, med sin akustiske guitar, og sang Love of My Life. Der er der som sådan ikke noget nyt i det, da det har været en fast del af showet, i alle de år de har været på tour sammen. Dog er der altså bare noget helt magisk over det, når man ser flere tusinde af lys fra diverse mobiltelefoner, der lyser salen op, som en klar stjernehimmel, og samtidig hører lyden af 16.000 mennesker der synger med. Pludselig kom Freddie frem på storskærmen og sang med os. Bare tanken om det giver mig gåsehud. Det var så smukt og et virkelig rørende øjeblik, og her blev der brug for de medbragte kleenex.

Kleenexparty

Et andet tidspunkt, hvor der også røg en kleenex eller to op ad tasken, var da de spillede Adam’s hit Whataya Want From Me. Den satte en masse minder og følelser igang, hvilket jeg vender tilbage til senere. Umiddelbart efter sangen, var det som om at de ville blæse højt og helligt på mine følelser, da de her spillede Who Want’s To Live Forever. Jeg har ikke oplevet én eneste gang, at jeg ikke har fældet en tåre eller 100, når jeg har hørt den live, med Adam som frontman. Den nerve og følelse han lægger i sangen, rører mig bare så dybt, at jeg simpelthen er nødt til at overgive mig. Jeg gider ikke engang kæmpe med tårerne, for jeg ved, at jeg har tabt den kamp på forhånd.

Verdensklasse showmanship

Og så kan jeg heller ikke komme mig over hvordan Adam generelt var hele aftenen igennem. Han er virkelig en verdensklasse performer, og er virkelig i besiddelse af så meget showmanship, at det halve kunne være nok. Han prøvede på ingen måde at være Freddie, og det er så tydeligt at han virkelig har så meget respekt for den arv Freddie har efterladt sig. Når det så er sagt, elskede jeg den humor han havde bragt med sig på scenen. Den mand er fyldt med selvironi, og jeg elsker det!

KAN MAN GIVE ROS KAN MAN OGSÅ GIVE RIS

Der var ikke meget man kunne pege fingre af ved showet. Men der er dog et par punkter jeg vil udpege, som lidt konstruktivt kritik.

En smule lydproblemer i starten

Lyden i Royal Arena var generelt rigtig god. Man kunne høre klokkeklart hvad der blev sagt og sunget. Dog var lyden en smule flad i de første par numre, men heldigvis fik lydmanden rettet op på det.
Adam Lambert er en sanger, der bare gør det godt hver evig eneste gang. Der var intet at sætte på hans vokalmæssige performance i går. Dog var det tydeligt at se (og høre), at han til tider ikke kunne høre sig selv, hvilket resulterede i, at han en gang imellem ikke kom helt derop hvor englene synger, som han plejer. Der var nogle enkelte toner og steder han plejer at være lidt blærerøvsagtig, som vi missede lidt, på bekostning af det. Men gjorde han det dårligt? PÅ IGEN MÅDE!

Manglede én sang

Setlisten var også spot-on. Som skrevet tidligere, var største delen af showet fyldt med nogle af de største klassikere, som er til at finde i Queens legendariske diskografi. Og samtidig var der plads til fornyelse, med nogle sange man kun finder, hvis man går på opdagelse. Dog manglede jeg bestemt én sang. The Show Must Go On, var jeg virkelig ked af ikke var med på setlisten. Den udfører Adam til perfektion, og jeg var lidt ærgerlig over, at vi ikke fik den oplevelse med. Og så drømmer jeg også virkelig om at høre Headlong, med Adam som frontman. Måske kommer det en dag – hvem ved?

Guitarsoloen

Brian May’s guitarsolo, vil jeg egentlig også gerne knytte et par ord til. Jeg synes det er skønt at han laver den, og jeg bliver virkelig tryllebundet når jeg hører hans spil. Dog kunne jeg godt tænke mig, at han fornyede (og muligvis forkortede den) en smule. Hans guitarsolo var stort set identisk med de tidligere shows, hvilket jeg synes var synd. Det er en ny tour – giv os noget vi ikke har set før.

Men det var sådan set også det eneste negative jeg kan sige om showet som helhed.

Queen + Adam Lambert

SÅ STOLT

Jeg lyder snart som en ridset plade. Men hold nu kæft hvor jeg er jeg stolt af Adam. Jeg husker tydeligt første gang jeg så ham, gå til audition til American Idol, hvor jeg forelskede mig i ham ved første øjekast. Og så at have været med på den rejse han har været på lige siden, og set hvor stort et navn han er blevet. Derfor blev jeg også slået fuldstændig ud af den, da han sang Whataya Want From Me.

Samtlige følelser jeg nogensinde har haft i forbindelse med Adam kom væltende ud. Og tanken om hvad den mand har betydet for mig, og stadig gør den dag i dag, tog simpelthen overhånd. Jeg havde svært ved at være i mig selv, og måtte efter sangen tørre øjnene så godt jeg nu kunne, og tømte resten af den øl jeg havde købt. Puha for en rutchebanetur.

Desuden slog det mig også her, at jeg har lavet en fejl på min blog. Jeg har tidligere lavet et indlæg over top 5 mandlige vokalister, hvor at Adam ‘kun’ kom på anden pladsen. Jeg vil gerne have lov til at sige undskyld. Min kærlighed og beundring for 1. pladsen i indlægget, har ikke ændret sig. Men der er naturligvis ingen tvivl om, at Adam Lambert hører til på førstepladsen, med kongekronen placeret solidt på hovedet.  Jeg ved ikke helt hvad jeg havde tænkt på, da jeg skrev det indlæg. Undskyld.

EN DRØM GIK I OPFYLDELSE

Efter koncerten var slut, lå det lidt i kortene at aftenen var overstået. Men næh-nikke-nej. Jeg mødtes med nogle af de veninder jeg har fået pga. Adam efter showet. Her gik vi, traditionen tro, om bag ved busserne i håb om at få et lille glimt af Adam, Roger Taylor og Brian May.

Ord kan ikke beskrive hvor lykkelig jeg er for, at vi besluttede os for at gå derom. Vi stod kun 5 fans tilbage. Mig, mine to veninder og 2 italienske fans. Pludselig får vi at vide at Brian May sidder i bilen, der kommer kørende. Vi havde egentlig bare forventet at den ville fortsætte, men til vores store overraskelse stopper bilen lige foran os. Man kan tydeligt se, at Brian giver tegn til sin chauffør om at han vil ud af bilen. Og ud træder Brian May, for at hilse på os. Bare det faktum, at han rent faktisk stiger ud af bilen, i stedet for bare at rulle ned og sige hej, for så at køre videre siger ufattelig meget om hans person.

De italienske fans, var for at sige det på en pæn måde, virkelig anmassende, og kom først. Selv efter de havde fået taget deres billede og signerede deres ting, prøvede de fortsat at få hans opmærksomhed, på trods af, at han var igang med en samtale med os. Brian sagde på en meget pæn måde, at de skulle slappe lidt af, fordi, og jeg citerer: “These people are important to me”. Så jeg og mine veninder er vigtige for Brian May. Okay så.

ANSIGT TIL ANSIGT MED LEGENDEN

Her stod jeg så. Stine 28 år. Ansigt til ansigt med legenden. Jeg har altid drømt om at kunne trykke hans hånd, og takke ham for musikken og minderne. Og det fik jeg muligheden for her. Han gav mig et stort kram, og man kunne tydeligt mærke at det betød meget for ham. Han var fuldt ud fokuseret, og lyttede virkelig på det man havde at fortælle ham.

Han er noget af det skønneste menneske jeg nogensinde har mødt. Hele hans udstråling oser bare af indre ro, og det påvirkede mig ret meget. Jeg havde frygtet, at jeg ville blive fuldkommen handlingslammet og starstruck. Jeg mener bare, det er trods alt BRIAN MAY vi snakker om! Men nej, til min store overraskelse var jeg rolig og fik sagt de ting der skulle siges.  Han var virkelig opmærksom på os alle sammen, og tog sig god tid til hver og én. Selv da vi skulle have taget det famøse selfie, var han meget opmærksom på hvorvidt belysningen var god nok eller ej. Hvilke verdens stjerner gør det?!

Det var virkelig en kæmpe ære at få lov til at møde ham. Så bliver det snart heller ikke større!

Brian nævnte i øvrigt også, at han havde haft en skøn aften, og han slappede virkelig af på scenen.
Så mon ikke vi får dem at se igen, i en nær fremtid?

Queen + Adam LambertLegenden, Brian May

Queen + Adam Lambert

SETLISTEN

Hammer to Fall
Stone Cold Crazy
Tie Your Mother Down
Another One Bites The Duts
Fat Bottom Girls
Killer Queen
Don’t Stop Me Now
Bicycle Race
I’m In Love With My Car
Get Down Make Love
I Want It All
Love of My Life
Somebody To love
Crazy Little Thing Called Love
Under Pressure
A Kind of Magic
I Want To Break Free
Whataya Want From Me
Who Wants To Live Forever
Radio Gaga
Bohemian Rhapsody
We Will Rock You
We Are The Champions

-stine

Udgivet i Koncerter, Musik og tagget , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *