Mr. Robot | Anmeldelse

Mr. Robot | Anmeldelse

Hello Friend, længe siden. Jeg beklager min tavshed over de seneste par måneder, men nu er jeg tilbage, og har meget at fortælle.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg er serie-nørd med stort S. Jeg har haft en specifik serie på min to-watch liste igennem længere tid, og endelig fik jeg set den. Jeg forstår ikke hvorfor det tog mig så lang tid. Mr. Robot er en af de mest medrivende og tankevækkende serier jeg nogensinde har set. Og det siger en del, da jeg efterhånden har set flere serier end jeg har tal på.
Da satte mig ned, og tændte for HBO, havde jeg ingen idé om den rejse jeg skulle til at bevæge mig ud på. Jeg vidste kun ganske lidt om serien, og set i bakspejlet er jeg virkelig glad for at jeg ikke vidste mere.

HANDLING

Mr. Robot er, hånden på hjertet, en svær serie at forklare hvad handler om, uden at spoile for meget. For tro mig, det her er en serie man på ingen måde vil have spoilet!

Vores hovedperson, Elliot Alderson, er sikkerhedskonsulent i et cybersikkerhedsfirma, hvis største kunde er gigantkonglomeratet, E-Corp, eller Evil-Corp, som han har navngivet det (alt for) magtfulde firma. Om natten er han en hackende selvtægtsmand, der hacker folk han ikke stoler på. Finder han noget “snavs” på dem, giver han et anonymt tip til politiet, og så kan han “slette” den person. Allerede her, og i åbningsscenen, virker det lidt som om, at vi bliver præsenteret for et helt andet show. Lidt a la en “case of the week”- type show, hvor Elliot finder en person for hvert afsnit han skal have ned med nakken. Men ganske kort inde i første afsnit, får vi hurtigt opfattelsen af, at det er langt fra sandheden. Skuden vender, og skibet sejler i en helt anden retning end hvad man ellers havde en fornemmelse af, ved første øjekast.

Efter et større hackerangreb på Evil-Corp, bliver Elliot kontaktet af hackergruppen fsociety, og stille bliver han revet ind i et spind af uhyggelige konspirationsteorier, magtdemonstrationer og korruption, og derfra tager den for alvor fart.

Selvom serien er fiktiv, sætter Mr. Robot alligevel ret mange tanker igang. Den rammer uhyggeligt præcist, i dens samfundskritiske måde at portrættere det forbrugersamfund vi lever i, og hvordan økonomien langt hen ad vejen, kan være roden til alt ond. Samtidig stiller serien også spørgsmålet om, hvad der ville ske med den verden vi kender til, såfremt al gæld blev slettet.

HVEM ER ELLIOT?

Under normale omstændigheder vil jeg lave et persongalleri over nøglepersonerne. Men denne gang vælger jeg at udelukkende skrive om Elliot, der spilles af Rami Malek. Elliot har fuldkommen fanget mit hjerte. I min optik, er han en af de mest interessante og komplicerede karakterer jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med, i en tv-serie.

Elliot er stille, introvert og yderst socialt akavet. Han lider af depression, paranoia og er virkelig ensom. Han kan have en tildens til at manipulere og forvringe sandheden, men i virkeligheden er det nok mest for at beskytte sig selv. På trods af det, får man hurtigt sympati med ham, og fornemmer at hvis man først får lov til at komme ind på livet af ham, er han en yderst loyal person, med det største hjerte. I virkeligheden ønsker han bare et helt normalt liv, hvor han tør tage imod den omsorg han så inderligt mangler. Det kan man vel ikke bebrejde ham for?

Rami Malek har virkelig formået at feje benene væk under mig. Det er det første jeg ser, hvor han er medvirkende, men hvis dette bare udgør en brøkdel af hans talent, er han med garanti en skuespiller jeg kommer til at følge i fremtiden. Jeg er fuldkommen tryllebundet af hans præstation. Der afspejles en konstant tvivl og angst i hans øjne, men samtidig udviser han næsten en stoisk ro. Måden Rami har formået at balancere alle de ting der foregår inde i Elliots hoved, og få det til at virke troværdigt, er beundrings – og bemærkelsesværdigt. Den Emmy han vandt for rollen som Elliot er fuldt fortjent! Bare send flere statuetter hans vej.

DU ER MED I SERIEN

 “Hello, friend. Hello, friend? … Maybe I should give you a name….What I’m about to tell you is top secret. A conspiracy bigger than all of us.”

40 sekunder skulle der til. Så var jeg hooked. Åbningsfrekvensen i serien består af en voiceover af Elliots stemme. Men hvem taler han til? Han taler til dig, kære læser. Elliot er så ensom, at han opdigter en usynlig ven, og inviterer dig med på sin rejse. Disse voiceovers fortsætter hele serien igennem, og hans indre tanker og følelser bliver på den måde afsløret, der giver en virkelig god indsigt i hans mentalitet. Vi hører hans meninger om de mennesker han omgås, og om de omgivelser der er omkring ham. Dette giver en helt unik tilgang til Elliots verden, men grundet hans mentale sygdom, kan han af og til være lidt af en upålidelig fortæller. Til tider kan det efterlade os usikre på, om han nu også er oprigtig over for os, eller om hans paranoia er så langt ude, at han ikke engang tør stole på sin egen opdigtede ven. Nemlig dig.

Det kan måske godt lyde ret plat. Men måden skaberen bag har skruet det sammen på, er fuldkommen genialt hvis man spørger mig. Det er ikke tit man ser en serie hvor man ser det så direkte fra hovedpersonens perspektiv. Vi kommer virkelig ind i hovedet på Elliot, hvilket gør at man i højere grad føler sig som en del af det vanvid man er vidne til. Og det sker til tider at man selv, måske endda nærmer sig det stadie af paranoia som Elliot lider af.  For eksempel har Elliot sat tape over sit webcam, for at forhindre hackere i at udspionere ham. Og jeg har selv haft den tanke at gøre det samme (…)

DET VISUELLE UDTRYK

Måden serien er skudt på, vil nogle måske kalde for en kontroversiel form for kameraførelse. Man skal ikke mange minutter ind i serien, før man føler at det er en meget anderledes visuel oplevelse, end man er vant til. For mig giver det i høj grad en følelse af overvågning, hvilket en gang imellem godt kan blive lidt ubehageligt, hvis man først sætter sig ned og tænker over det. Ofte ser man Elliot (og de andre karakterer) nederst i et af hjørnerne af skærmen. Dette understreger den følelse af at han er isoleret, og at han helst bare vil holde sig på afstand fra den verden, han i forvejen ikke stoler på.

Det er yderst sjældent at der er de her “over skulderen” skud, når to personer taler med hinanden. Det kan godt være jeg er helt galt på den, men for mig afspejler den også meget af det serien (også) handler om. Nemlig mangel på den menneskelige kontakt, som Elliot, og mange andre mennesker i den virkelige verden, mangler.

GENIET BAG

Sam Esmail er geniet og skaberen bag, der fik sin debut som tv-serie skaber med Mr. Robot. Det er tydeligt at mærke at han har en meget specifik vision på alle leder og kanter. Der er ingen tvivl om, at han er yderst målrettet og ved hvor han vil hen med historien. Det afspejler sig nok også i, at man har valgt at skrive alle afsnit i én sæson færdig, inden man skyder episoderne. Lidt den samme fremgangsmåde som de fleste filmskabere gør. I tv-serie universet plejer man som regel at skrive et manuskript uge til uge, og i ny og næ kan det mærkes på serien, da det kan være tydeligt at forfatterne ikke er 100% klar over hvor de er på vej hen. Men Mr. Robot er anderledes og det giver pote.

SAMLET INDTRYK

På papiret kan plottet i Mr. Robot måske ikke virke specielt sindsoprivende. Men der er så meget mere dybde end hvad man umiddelbart først skulle tro. Serien er et glimrende eksempel på, hvorfor jeg elsker tv-serier så meget som jeg gør. Den formår virkelig at fange nerven i det, mange af os kæmper med i vores dagligdag. Jeg bøjer mig virkelig i støvet for det her mesterværk.

Det hele går op i en højere enhed i min verden. Manuskriptet er intelligent, velskrevet, og næsten smukt og poetisk til tider, uden at det bliver for cheesy. Skuespillet, over hele linjen, kan man ikke sætte en finger på. Det er næsten synd for de andre karakterer at jeg ikke har beskrevet dem, for der er virkelig nogle spændende personligheder man får lov at følge. Men dette indlæg ville blive længere end de fleste ville orke at læse, såfremt jeg skulle skrive en personkarakteristik af de andre. Det er virkelig den ene komplekse karakter efter den anden, man bliver præsenteret for. Så dem kan I selv få fornøjelsen af at møde.

Samtidig er jeg dybt imponeret over hvor uforudsigelig serien er. Jeg har nævnt det før på bloggen, men jeg er efterhånden blevet ret god til at forudse de twists der måtte komme. (Måske endnu et tegn på, at jeg har set for mange tv-serier) Men ikke her. Min hjerne eksploderede fuldstændig op til flere gange, hvor jeg virkelig ikke helt vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Den er medrivende, intens og chokerende. Jeg er kæmpe fan!

EN AF DE BEDSTE SERIER NOGENSINDE

Normalt vil jeg først udtale mig om serien som helhed når den er afsluttet. Men i og med at sæson 4 først nu er ved at blive skrevet, kan jeg af gode grunde ikke sige hvordan den slutter. Men fortsætter den som den har gjort i sine 3 første sæsoner, kan jeg uden tøven sige at den ryger op i top 3 af mine yndlings serier. Nogensinde.  Jeg er blæst om kuld, og jeg tøver ikke et sekund med at give den topkarakter. I øvrigt er det kun 2 serier tidligere jeg har givet 6 stjerner. Nemlig Breaking Bad og Bates Motel. Mr. Robot hører uden tvivl til, oppe på podiet sammen med dem.

Det en ekstrem mindeværdig serie. Jeg er faktisk ret sikker på, at det her kan gå hen og blive en af de serier, man kommer til at tale om i mange år frem. Der er scener jeg virkelig ikke kan glemme og ryste af mig. Ja, serien som helhed har virkelig formået at kravle ind under huden på mig, og har efterladt sig et gigantisk indtryk. Det her er kvalitet på højeste plan!

Jeg sagde på gensyn til Elliot for 2 dage siden og jeg savner ham allerede. Jeg kunne selvfølgelig bare starte forfra igen, mens jeg venter på sæson 4?

Mr. Robot I Anmeldelse

-stine

Udgivet i TV / Film og tagget , , , , , , , , , , .

En kommentar

  1. Dejligt at have dig tilbage i blogger-land <3

    Jeg har længe gået og kastet sideblikke efter Mr. Robot, men efter din anbefaling er jeg nu i gang.
    Det er klart en serie som skiller sig ud allerede fra start. Jeg synes der er noget mystisk over den, som giver mig lyst til at se mere og finde ind til hvad det er der er så 'forstyrende'.
    Jeg er hooked selvom jeg ikke er nået så langt endnu 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *