Mindekoncert for Chester Bennington

I går nat, dansk tid, afholdte Linkin Park en mindekoncert for deres forsanger Chester, i et udsolgt Hollywood Bowl, i Los Angeles.

De resterende medlemmer af Linkin Park indtog scenen for første gang, siden tabet af deres frontman tilbage i juli. Fra start til slut, var det tydeligt at se (og høre) at det var nogle følelsesladet musikere der stod på scenen og optrådte, foran 17.500 fans.

Alanis Morissette, System Of A Down, Sum 41, Avenged Sevenfold, Blink 182, og Korn var blot nogle af de navne, der dukkede op på scenen. Her hjalp de Linkin Park med at spille og synge, over 30 sange fra de 7 studiealbums de har udgivet gennem årene. Dette resulterede i et over 3 timer langt show. Men det føltes på ingen måde så langt, da jeg satte mig ned og så koncerten tidligere i dag. Faktisk fløj timerne afsted.

GÅSEHUDEN MELDTE SIN ANKOMST

“I don’t want tonight to be sad. I want it to be uplifting and hopeful. Chester wouldn’t have it any other way”

Dette startede Mike med at sige lige i starten af koncerten. Jeg vil sige han tildels fik hvad han ville. Koncerten var utrolig inspirerende og opløftende. Men jeg tror man skal have et hjerte af sten, hvis man ikke blev ramt af en form for sorg og tristhed, og en klump i halsen, et par gange eller 5 i løbet af showet.

Og klumpen i halsen, samt gåsehuden, meldte for alvor sin ankomst umiddelbart efter første nummer var slut. Her blev scenen fuldkommen mørklagt, med kun mikrofonen midt på scenen, blev oplyst. Samtidig blev tonerne af Numb blæst ud gennem højttalerne, og et kæmpe brøl lød fra publikum. Dette var kun en instrumental udgave af storhittet, og det opfangede de fremmødte fans hurtigt, der tog sig af vokalen. Der er altså bare et eller andet ved det faktum, at flere tusinde mennesker står sammen og synger til ære for sin helt, der rammer mig direkte i hjertet. Sikke en tåreperser!

PLADS TIL SMIL OG GRIN

På trods af at årsagen til koncerten, på ingen måde er positiv og noget at smile af, var der dog plads til grin og latter. Igennem hele koncerten, kom der indimellem små klip af Chester, hvor man så ham grine, le, og egentlig bare mindede om en utrolig lykkelig mand. Det trak på smilebåndet, men samtidig stak det dybt i hjertet. Til tider vidste jeg simpelthen ikke om jeg skulle grine eller græde.

Et af højdepunkterne for mig, skete ca. 47 minutter inde i koncerten. Her ser man et klip af Chester, sidde med guitaren og synge om enhjørninger og slikkepinde. (Yep. I læste rigtigt!) Ud over at se en glad og fjollet Chester, var det jeg bed mest mærke i var, at hvis man hører rigtig godt efter, kan man høre publikum stå og synge med på det Chester sidder og synger. Mike måtte også kommentere det efterfølgende, og man kunne se han blev helt varm om hjertet.

LOOKING FOR AN ANSWER

Et af de smukkeste øjeblikke skete ca. halvvejs i showet. Her stod Mike bag ved keyboardet og sang One More Light. One More Light er efter Chesters død, gået hen og blevet en hyldest sang til ham, og et symbol på hvad han gjorde for så mange mennesker. Derfor trak den her virkelig tårer.

Umiddelbart efter sangen, satte Mike et par ord på hvordan han fandt ud af den tragiske nyhed. Han fortalte at han var i benægtelse længe, og om hvordan musik har hjulpet ham. Kun 8 dage efter, satte han sig ned i sit studie og skrev Looking For An Answer, der sætter ord på nogle af de mange følelser han rendte rundt med. Som udgangspunkt er sangen ikke 100% færdig endnu, men Mike besluttede sig alligevel at spille den. Det er en rå og ærlig sang, der går direkte i tårekanalerne, når man tanker på hvilke omstændigheder sangen kom til verdenen på.

I kan se klippet fra koncerten, hvor Mike spiller Looking for An Answer her:

FREMTIDEN?

Hvad der skal ske med Linkin Park i fremtiden, vides i skrivende stund ikke. Dog håber jeg at de finder modet og inspirationen til fortsat at lave musik. De resterende medlemmer af bandet er nogle fantastiske musikere. Specielt Mike er en ualmindelig dygtig sangskriver, musiker og liveperformer, og det vil virkelig være spild af talent hvis vi ikke får muligheden for at høre mere fremover.

ENDELIG BEDØMMELSE

Normalt vil jeg give en karakter på dette tidspunkt i indlægget. Men årsagen til koncerten taget i betragtning, synes jeg ikke det vil være passende at give den X antal stjerner. Dog synes jeg det var en utrolig smuk måde, at hylde Chester og den arv han har efterlader sig. Det var så ekstrem rørende at se hvordan Linkin Park, alle gæstemusikerne, alle dem der var til stede, Chester’s kone – der gav en meget rørende tale, samt alle de fans der har set koncerten online verden over, stå sammen. Jeg er sikker på at Chester ville have elsket det.

Endnu en gang blev det bevist at musik kan virke helende, opløftende og skabe håb, i ekstrem svære tider.

Se den fulde koncert her:

#makechesterproud | #fuckdepression

-stine

Udgivet i Koncerter, Musik og tagget , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *