Min pinligste oplevelse | Blondinen #1

Nu skal der tages hul på Blondine-kategorien!
Derfor tænker jeg, at jeg starter med at dele min mest pinlige oplevelse, nogensinde.
Jeg har været udsat for, og lavet ret mange pinlige ting, i mit 28-årig lange liv. Men den her slår nok alt!

For en del år siden, da jeg stadig boede hjemme, var jeg på vej hjem. Jeg sad i S-toget efter en lang arbejdsdag. Klokken var omkring 23, og jeg må indrømme at energiniveauet ikke var på sit højeste.

Så jeg sidder der i toget, i min egen lille bobbel, og egentlig bare passer mig selv. Det er fredag, så der er ret mange mennesker med, da folk højst sandsynligt er på vej i byen. Pludselig ser jeg min mor stå på toget, i en kupé lidt længere nede. Hun spotter mig, vinker til mig og laver håndbevægelsen der signalerer “kom herned”. Så jeg rejser mig, og går ned til hende.

DET GJORDE JEG BARE IKKE!!!

Jeg kommer frem til kupeen hvor min mor sidder, og ser hun sidder med ryggen til. Hun sidder på det yderste sæde, og der er en vinduesplads ved siden af hende der er ledig. “En plads til mig” tænker jeg.  Jeg går hen, lægger armen om hende, kysser hende på kinden, siger “hej mor”, og sætter mig ned ved siden af hende. Jeg åbner min taske, for at lægge min telefon i den, og begynder at tale løs om hvor travl dagen har været, og hvor træt jeg er. Til min store frygt og overraskelse kigger jeg på hende, og opdager at det IKKE er min mor.

Damen, der på lang afstand virkelig lignede min mor, kigger på mig, smiler over hele femøren og siger “jamen, hej – det er da hyggeligt at få et lille kys og kram af sådan en sød pige som dig, men jeg må desværre skuffe dig med, at jeg ikke er din mor”
Jeg glemmer aldrig den følelse jeg fik der. Hvor er den usynlighedskappe når man har brug for den?

 

Det viser sig så, at vedkommende hun vinkede til, hvad jeg går ud fra, rent faktisk var hendes datter, gik bag mig hele tiden. Datteren stod og lignede jordens største spørgsmålstegn, og gloede på mig som om jeg kom fra det ydre rum.
Alle andre i kupeen var ødelagte af grin, og jeg kunne mærke de lange øjne efter mig. Selvom det kun varede i ganske få øjeblikke, føltes det som en evighed. Til sidst kunne jeg ikke være i mig selv af ren flovhed, så jeg valgte at rejse mig op, og stod af på den næste station, på trods af, at det på ingen måde var min endedestination. Så ville jeg langt hellere vente yderligere 20 minutter, på det næste tog, end at sidde der og føle mig mere flov og pinlig end jeg nogensinde har været.

-stine

Udgivet i Blondinen og tagget , .

2 kommenterer

  1. Ååååh, jeg kan næsten mærke pinligheden i min egen krop når jeg læser din historie. Den er umulig at komme elegant ud af. 😉

    Jeg har som barn tagget min far i hånden inden midt i Bilka, for så at kigge op og opdage, at det ikke var min far. Tror jeg var 7 år og jeg kan stadig huske følelsen af hvor pinligt det var.
    Jeg tænker ikke, at det bliver bedre når man gør det som voksen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *