Livet som arbejdsløs

Livet som arbejdsløs

Da jeg vågnede op i morges, var jeg ærlig talt ikke særlig glad for at se hvilken dato vi havde ramt. Faktisk fik jeg en kæmpe knude i maven, da jeg indså at vi i dag skriver den 1. februar. I dag er nemlig dagen, der for mit vedkommende markerer 365 dage som ledig. Det er den længste periode i mit liv, jeg har gået uden arbejde. Og jeg som ellers elsker at have noget at tage mig til, er det lidt af en svær kamel at sluge.

SAMFUNDSNASSER OG DOVEN

Noget af det værste ved at være arbejdsløs er, i mine øjne, at man bliver stemplet som samfundsnasser og doven. Det er måske ikke ligefrem de ord der er blevet brugt imod mig, men jeg har kunnet fornemme på folk jeg har mødt på min vej, at de synes jeg skal “tage mig sammen”. Folk kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan en 28-årig pige, med 12 års erhvervserfaring, kan gå ledig i et år. I deres verden, må det eneste svar jo være, at jeg ganske enkelt ikke gider at arbejde og derved bidrage til samfundet.

Men det kan jeg så bekræfte for dig, kære læser, at det ikke kunne være længere væk fra sandheden. Man kan sagtens gå ledig så længe. Og nej, det er på ingen måde fordi jeg er doven. Det er noget af det sidste jeg vil kalde mig selv for. Jeg elsker at have et arbejde at stå op til. Når jeg er ude på arbejdsmarkedet, sætter jeg en ære i at gøre mit absolut bedste, og intet mindre er godt nok. Jeg bliver sågar irriteret, sur og skuffet over mig selv, hvis jeg ikke selv føler at jeg yder mit bedste.

Men hvorfor er jeg så ikke i arbejde, tænker I nok?

OVERKVALIFICERET

Jeg har nu oplevet gang på gang, at jeg har fået afslag på en ansøgning, fordi jeg enten ikke var “den rette profil”, eller at jeg er overkvalificeret. Det med at ikke være den rette profil kan jeg sagtens sætte mig ind i. Jeg har selv siddet med ansøgninger, hvor jeg synes personens baggrund var interessant, men blot ikke var det rigtige match. Men at være overkvalificeret synes jeg ikke man kan tillade sig at sige. Det kan godt være at jeg har ledererfaring skrevet på mit CV. Det kan godt være at jeg tidligere har haft et stort ansvar, der måske ikke matcher til den stillingsbeskrivelse jeg søger. Men at jeg bliver valgt fra på baggrund af det, kan godt sætte mit pis lidt i kog.

Der er måske en årsag til, at jeg netop ikke søger “højere” stillinger lige nu. Men jeg har jo ikke en ærlig chance for at tale min sag, og retfærdiggøre at jeg rent faktisk søger det pågældende arbejde, af lyst og ikke af tvang. Jeg synes det er ualmindeligt ærgerligt, at de føler at det er deres opgave at fortælle mig om jeg kommer til at kede mig hvis jeg får jobbet, når de aldrig har mødt mig ansigt til ansigt. De ved intet om min historie og den situation jeg er i lige nu. Derfor føler jeg, at det er MIN opgave at vurdere om jeg kommer til at kede mig eller ej, hvilket jeg reelt først har en oprigtig chance for at vurdere, såfremt de ville turde satse på mig.

DÅRLIG SAMVITTIGHED

Jeg tror egentlig også at det er min egen dårlige samvittighed der taler til mig, der gør at jeg synes det er svært at gå ledig. Jeg er vokset op med den filosofi at “man skal yde før man kan nyde”. Man skal arbejde for at tjene penge, man skal bidrage til samfundet og betale sin skat. Det er i hvert fald det normen siger. Men i min situation har jeg bare ikke kunne tjene mine egne penge. Heldigvis er jeg medlem af en A-kasse og en fagforening, der gør at jeg trods alt kan få en ydelse, så jeg kan betale mine regninger og undgå at gå sulten i seng. Det er jeg ekstrem taknemmelig for. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Men her på det sidste har jeg virkelig følt mig som en samfundsnasser, fordi jeg har været på en offentlig ydelse så længe.  Jeg prøver ihærdigt at slå den dårlige samvittighed ud af  hovedet, for teknisk set har jeg selv betalt mine dagpenge. Jeg har betalt min skat som jeg skulle, og jeg har betalt til min fagforening og a-kasse i mange år nu.

DÅRLIGT SELVVÆRD

Men det er ikke kun den dårlige samvittighed der har meldt sin ankomst. Det at være arbejdsløs så længe, har virkelig også sat sine spor når det kommer til mit selvværd.  “Er der mere jeg kunne have gjort? Skrev jeg ikke de rigtige ting i ansøgningen? Eller sagde jeg mon noget forkert til jobsamtalen, siden jobbet ikke gik til mig?” Disse spørgsmål stiller jeg konstant mig selv. Når man har gået ledig længe, er det kun et spørgsmål om tid, før man for alvor begynder at tvivle på sig selv og sine kompetencer. Og der er jeg desværre ved at være nu. Der er dage hvor jeg virkelig tvivler på, om jeg nogensinde finder min plads på arbejdsmarkedet.

Naturligvis er der et job til mig derude – men jo længere tid der går, og jo flere afslag jeg får, jo længere og længere ned ryger jeg. Og så er det altså svært at holde motivationen oppe.

DAGPENGESYSTEMET

Når man ryger ud af arbejdsmarkedet, er det logik for burhøns, at man ryger i det famøse dagpengesystem. Der er jeg ingen undtagelse, og er naturligvis også havnet der. Jeg var egentlig i den overbevisning at jobcenteret var der for at hjælpe. Den dag i dag kan jeg godt tvivle lidt. Jeg har haft flere spørgsmål til mit jobcenter, hvor jeg fik svaret “spørg din A-kasse”.  Når jeg så gik til min a-kasse, fik jeg svaret “spørg dit jobcenter”. Jeg bliver virkelig klog og får udvidet min horisont ved at gå til de møder. Ironi kan forekomme.

Samtidig føler jeg også at det er ret bekymrende, at når jeg spørger efter råd og vejledning, i forhold til mine ansøgninger og CV, får jeg at vide, at det hele er spot on, og at de ikke kan sætte en finger på det jeg har skrevet. Jeg tænker bare, at der må da være en årsag til at jeg ikke får de jobs jeg søger? Der må da være et eller andet jeg kan lave om på, der kan forbedre det. Eller er jeg virkelig bare så uheldig, at jeg skyder forbi mål gang på gang?

JEG ER ET MENNESKE – IKKE ET NUMMER I RÆKKEN!

Samtidig er jeg også virkelig træt af, at man ikke bliver behandlet som et menneske, men som et nummer i rækken, når man melder sin ankomst på det lokale jobcenter. Jeg ved ikke hvor mange gange efterhånden, at jeg har siddet og ventet på at det blev min tur. Jeg tror kun det er sket et par gange, at jeg er kommet ind til tiden. Jeg har sågar oplevet at jeg er blevet “glemt” hvor jeg måtte sidde i over en time og vente. Når jeg så endelig kommer ind, er der hver gang en ny sagsbehandler jeg skal tale med. Det betyder så at jeg skal forklare hele min situationen forfra igen. For jobkonsulenterne læser åbenbart ikke i de sager de får lagt på deres bord.

Jeg føler det er spild af både min og deres tid.  Jeg siger ikke alle medarbejdere på jobcenteret er dumme. Jeg siger bare, at de virkelig kan være tunge at danse med en gang imellem.

DET POSITIVE

Når man ikke kommer ud og får socialt samvær til dagligt, når man ikke har en opgave der skal løses, og bliver udfordret, kan ens hjerne nogle gange godt gå en smule i stå. Jeg har sågar haft følelsen af, at jeg kunne mærke mine hjerneceller stille og roligt stå af. Det gjorde jeg i hvert fald på et tidspunkt. Dette var også en af årsagerne til at jeg valgte at begynde at blogge igen. Nu hvor jeg havde så svært ved at finde en arbejdsplads der vil have mig, blev jeg nødt til at finde ud af hvor jeg kunne få stimuleret min hjerneaktivitet, og have noget jeg kunne stå op til. Noget jeg skulle stå til ansvar for. Det har helt klart været en af de store plusser, for min blog har virkelig reddet mig fra, at fuldkommen miste forstanden til tilder.

Samtidig vælger jeg at tro på, at der er en mening med det her år. Som jeg tidligere har skrevet på bloggen, var 2017 ikke mit år. Jeg havde i den grad brug for at trække stikket. Både mentalt og fysisk. Jeg gennemgik, og gennemgår stadig nogle forandringer jeg skal lære at acceptere, og det har jeg virkelig haft mulighed for at arbejde med i det forgangne år. Jeg kan godt tvivle lidt på, om jeg ville have haft den mulighed, såfremt jeg havde et job jeg skulle passe, for hånden på hjertet, så var jeg ikke verdensmester i at passe på mig selv. Jeg har lært ufattelig meget om mig selv. Ting jeg ikke havde tænkt over tidligere, for der brugte jeg stort set al min tid og energi på at arbejde. Når jeg havde fri var mine tanker stadig på arbejdet, og det blev lidt min identitet.

Men jeg har lært, at jeg heldigvis er så meget andet end det der står som stillingsbetegnelse på en kontrakt.

-stine

Udgivet i Livet og tagget .

2 kommenterer

  1. Kære Stine.
    Hvor er det “rart” at høre, om en kvinde på ens egen alder gå ledig, og være lige så frustreret over sig selv, som den jungle, systemet udsætter en for. Jeg har kun været ledig i snart 2 mdr. men jeg har også arbejdet siden jeg var 14 år. (i alt 12 år) Jeg har et langt salgs CV, både fra butik og call centre, men er uddannet skuespiller, og nu har jeg fået nok af, at gemme mig i mængden, hvor jeg ikke føler, at jeg gør en forskel. Jeg giver den altid 110 procent på jobbet. Hvilket resultede i, at jeg gik ned med stress i sommeren 2018. Det er bare svært, at skifte branche (når mit skuespil står på pause) fordi jeg ikke har andet jobs erfaring. Jeg vil gerne ud blandt mennesker og have noget mere ansvar. Nå, det var lidt om min historie. Jeg føler med dig, og vil ønske dig rigtig held og lykke med dit næste job. Som forhåbentlig snart dukker op. Varme hilsner Linette

    • Hej Linette,

      1000 tak for din kommentar, og for at dele din historie.
      Det med brancheskifte er nemlig ualmindelig svært, men jeg hepper på dig, og håber at du snart finder noget du bliver glad for, og føler at du gør en forskel! Bare husk at mærk efter, så du ikke ryger ned igen. (jeg ved det er lettere sagt end gjort, jeg har selv været der. )

      Held og lykke til dig <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *