Koncerter | Hvorfor bliver jeg ved?

Jeg fik min koncertdebut allerede som spæd. Jeg lå i barnevogn og mine forældre hev mig med til en Grøn Koncert. Dog sov jeg under alle festlighederne, og naturligvis har jeg ingen erindringer om det. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg fik kærligheden til musikken ind med modermælken. Jeg er vokset op i et hus, med en familie der altid har hørt og spillet rigtig meget musik.

Allerede inden jeg dårligt havde lært at tale dansk, vågnede jeg hver morgen, tændte for MTV, og ventede på at Don’t Cry med Guns n’ Roses kom på. Når den endelig kom, stod foran tv’et, og rockede med fjernbetjeningen som mikrofon, på det bedste babyengelske jeg nu kunne.

DEN FØRSTE KONCERT OPLEVELSE

Som årene gik blev jeg mere og mere glad for musikken, og den. 5. april 2002 åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg var 13 år gammel på det tidspunkt, og det var på denne dato at jeg tog til min første rigtige koncert.  På billetten stod der Westlife. Det var det band der uden tvivl fyldte rigtig meget af mine teenage-år. Og det var her jeg blev for alvor forelsket i ideen om, at gå til koncerter.

Siden da har jeg været til næsten 300 koncerter (hvis jeg tæller diverse festivaler, fredags rock mm. med) Det har så også medført at jeg er blevet kaldt alt fra nørd, besat, stalker og groupie. Jeg kan dog kun ryste på hovedet og smile af det. Jeg er ikke flov over det. At folk vender det hvide ud af øjnene, når jeg fortæller at jeg har set en kunstner 13 gange, eller tager til udlandet for at se mit yndlingsband, er deres problem. Jeg er stolt af hvad jeg kan lide, og musik og koncerter giver mig en glæde her i livet som jeg ikke kan sætte ord på.

OPLEVELSER FOR LIVET

For mig er musik ikke bare en melodi og en tekst jeg kan sidde og nynne med på. For mig er musikken helbredende og opløftende. Musik får mig igennem svære tider. Musik får mig til at tro på mig selv. Musik er at rejse og stifte nye bekendtskaber og venskaber. Musik er oplevelser for livet.

Lige gyldigt hvilket humør jeg er i, eller hvilken situation jeg står i, så er der en sang der beskriver den følelse jeg har lige nu og her. Jeg har tit brugt musikken som kommunikation, hvis jeg har haft svært ved at sætte ord på mine følelser. Men det smukkeste ved musikken er dog, at det er noget der kan knytte folk sammen. Mennesker fra forskellige dele af verden, med fuldkommen forskellige baggrunde kan finde sammen,  pga. af kærligheden til den samme kunstner eller band. Det er ret vildt at tænke på synes jeg!

2

Tilbage til liveoplevelserne.

For mig er en koncertoplevelse ikke bare 2,5 time hvor showet står på. For mig starter den følelsesmæssige rejse allerede fra det øjeblik, hvor koncerten bliver annonceret og fortsætter lige indtil lyset i salen tænder, og showet er slut. I denne periode når jeg at komme hele følelsesregisteret igennem. Jeg lever højt på en glædesrus og spænding over at jeg skal se et band/kunstner jeg holder meget af, men samtidig er jeg bange for at der sker et eller andet der gør, at koncerten ikke bliver til noget. Sådan har jeg det i hvert fald hver eneste gang jeg har købt en koncertbillet. Jeg tror først rigtigt på det, når jeg er på plads og lyset slukker i salen.

NU ER DET NU

Og det er så her det virkelig starter. Alle problemer og udfordringer jeg har, i den virkelige verden forsvinder. Nu kan jeg endelig slå mig løs som jeg har lyst til. Jeg kan danse, skråle med på alle sangene,  fælde en tåre eller to og bare være fuldkommen ligeglad hvordan jeg fremstår. For et øjeblik føler jeg mig fri. Og det bedste ved det hele er, at alle er med mig. Der er ingen der kigger underligt på mig, der er ingen der dømmer mig, for de er der af samme årsag som jeg.

Det øjeblik at første tone bliver spillet til en koncert, er en følelse der er umulig at sætte ord på. På det her tidspunkt har jeg utålmodigt talt dagene, og pludselig står man midt i det. Tårerne presser sig på og min krop bliver omfavnet af gåsehud.  Mens koncerten står på, tænker jeg ikke på andet end det der foregår i salen og på scenen. Det fællesskab og det bånd der bliver knyttet fra bandet på scenen, til de hoppende fans på gulvet og hele vejen op til de bagerste siddepladser på balkonen er så fantastisk at være vidne til.

HØJDEPUNKTET

Et af højdepunkterne for mig ved en koncert er, når sangen alle kender bliver spillet. Det er sådan set fuldkommen ligegyldigt om man har været fan fra begyndelsen, eller først lige har fået øjnene op for artisten. Men man ved at det her bliver et vildt øjeblik. Det sekund hvor sangeren peger mikrofonen ud mod publikum, og det er vores tur til at synge. Det er en ubeskrivelig, men dog helt fantastisk fornemmelse. Igen kommer gåsehuden og tårerne snigende, og man kan se på scenen hvor glade de er. Det gør mig som fan glad og ualmindelig stolt.

Når lyset så tændes igen og jeg forlader showet, ved jeg at hverdagen venter på at jeg kommer tilbage til den igen. Dog giver jeg mig altid selv lov til lige at synke den, og leve på en lyserøde sky i noget tid efter. Det jeg har taget med mig efter de koncertoplevelser jeg har haft, er noget jeg ikke kan sætte en pris på. Men så sker det virkeligheden rammer. Det er, stort set hver gang, at jeg er blevet ramt af en såkaldt “concert post depression”.  Jeg kan tit blive ramt af en tomhed, da jeg har brugt så meget tid og energi på at glæde mig til noget, der bare pludselig er overstået. Men heldigvis har jeg næsten altid et nyt eventyr der venter ude i horisonten, som jeg kan se frem til.  Og det er netop derfor at jeg bliver ved!

Stinesig

 

Udgivet i Koncerter, Musik og tagget , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *