Justin Timberlake | Halftime show

Justin Timberlake | Halftime show

I nat, dansk tid, løb en af de største sportsbegivenheder verden over, af stablen. Super Bowl vinderen skulle findes og det var Philadelphia Eagles der tørnede sammen mod New England Patriots. Førstnævnte løb med sejren, og vandt 41-33. Men nu er det ikke så meget kampen dette indlæg skal handle om. Traditionen tro stod den på det legendariske halftime show, og i år var det Justin Timberlake der stod for festlighederne.

ÅBNEDE SMÅT

Justin åbnede Halftime showet, småt. Meget småt. Han lagde ud med sin nyeste single ”Filthy”, i noget der mindede lidt om en undergrunds klub, oplyst af lazer og mobiltelefoner som en stor gruppe mennesker stod med i hånden, og dansede foran den lille scene. I virkeligheden var det nok meget godt at han lagde ud med Filthy. Så fik vi i det mindste den overstået. Jo, jeg kan virkelig godt lide Justin Timberlake, som i at jeg er yderst begejstret for ham, men lige den sang er jeg ikke just fan af.

Stille og roligt bevægede han sig ind på selve stadion hvor festlighederne fandt sted. Her hev han det ene gigantiske hit ud af ærmet efter det andet, mens han hoppede fra scene til scene, og var konstant omringet af dansere og musikere. Hvor mange scener var der egentlig lige? Jeg ved det ikke, men mange var der i hvert fald! Det var et rigtig godt medley af nogle af de største hits, der er at finde i JT’s katalog, og han fik virkelig vist at han er i besiddelse af et kæmpe showmanship, der formår at underholde fra start til slut.

HYLDEST TIL PRINCE

Ca. midt i showet, satte han tempoet lidt ned, da han gik op mod klaveret og sang ”Til The End of time”.  Justin havde på forhånd løftet lidt sløret for, at han ville hylde, minde og ære Prince denne aften. Dette gjorde han ved at projicere en film af Prince bag ham. Her lød tonerne (og Prince’ stemme) til I Would die 4U, og sådan fandt lidt af en alternativ duet mellem Prince og Justin Timberlake sted.

Denne gestus har delt vandende på de sociale medier efterfølgende. Nogle mener at det var stort og rørende af Justin at gøre, mens andre mener at han manglede respekt for Prince. Prince havde den holdning, at han ikke ønskede at blive mindet på denne måde. Personligt er jeg meget splittet. Jeg er vild med tanken om at man mindes en af vores største musikere nogensinde, men samtidig føler jeg at man skal respektere og ære deres ønske. Når det så er sagt føler jeg også at dette øjeblik faldt lidt fladt. Det havde stort potentiale, og selv om Justin virkede meget lille og ydmyg, og at det var tydeligt at det var Prince der skulle i fokus, føler jeg at der manglede noget. Og det var på trods af at man farvelagde hele byen lilla (eller det lignede det i hvert fald.)

MIXET ANMELDELSER

Det var ikke kun hyldesten til Prince der skabte mixet anmeldelser. Showet som helhed blev modtaget meget blandet.
For mit vedkommende synes jeg det var et ganske udmærket og underholdende halftime show. Var det det bedste jeg nogensinde har set? Nej – på ingen måde. For mig, er det Prince, Bruno Mars og Lady Gaga der fortsat sidder på tronen over nogle af de bedste halftimes shows der har været gennem historien.

Der var nogle enkelte ting jeg synes var ærgerligt. Blandt andet at Justin ikke sang live 100% af tiden. Der var mange steder, hvor man tydeligt kunne høre, og se, at det var et baggrundstrack med hans vokal, der blev blæst ud af højtalerne. I stedet for at lade som om han sang, dansede han bare i stedet for. Jeg har altså bare et problem med en sanger der ikke synger sine sange live.

HAVDE EN FEST

Justin afsluttede det næsten 14 minutter lange halftime show, med crowd-pleaseren og den Oscar nominerede ”Can’t Stop The Feeling”. Her bevægede han sig op blandt publikum hvor der blev givet high-fives, danset og taget selfies til den store guldmedalje. Om man kunne lide showet eller ej, lignede Justin en der havde en fest, og det smittede af på folk omkring ham!

JT TIL DANMARK

Det er ved at være lidt af en tradition, at artisten eller bandet der står for halftime showet, altid annoncerer en tour efterfølgende. Og denne gang var ingen undtagelse. Justin offentliggjorde en omfattende verdenstour, der også bringer ham til Danmark. Lørdag d. 4. august gæster han Royal Arena i København.

Billetterne bliver sat til salg på mandag d. 12 august her.

Ej, det gad jeg godt!!!!

-stine

Udgivet i Musik og tagget , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *