Halestorm live | Amager Bio

Selvom jeg ikke havde fået armene ned, smørret smilet væk og fået en ordentlig nattesøvn, efter tirsdagens begivenheder i Hamborg, stod den dog alligevel på endnu en rock-koncert onsdag aften. Denne gang i København og med Halestorm’s navn på billetten.

Det er ikke mere end et lille års tid siden, at Halestorm gæstede Amager Bio sidst, og der var jeg også på plads, og skulle se dem for første gang. Desværre var Lzzy syg på aftenen, men gav alligevel et fuldkommen vanvittigt show. Så jeg var meget spændt på at se hvordan aftenens bedrifter skulle løbe ad stablen. Senest så jeg dem i Manchester, hvor de fuldkommen blæste mig om kuld – så ja, mine forventninger var tårnhøje!

OPVARMNING I VERDENSKLASSE!

Halestorm havde taget amerikanske RavenEye med som opvarmning. Det var ikke nogen jeg kendte til eller havde hørt om før, og jeg vil ikke lyve. Jeg var faktisk fuldkommen ligeglad med dem. Lige indtil de gik på scenen vel og mærket. Fra første akkord på guitaren, og den første tone foresangeren, Oli Brown, sang var jeg solgt. De bragte noget fuldkommen nyt og frisk til scenen, og Oli’s stemme kan man ikke benægte. Den mand har så meget nerve og råstyrke i sin tone, og jeg faldt med det samme pladask for ham. Trioen bestående af Oli (guitar), Aaron (bass) og Kev (trommer) spiller så ufatteligt godt sammen, og formår virkelig at få lige præcis den lyd ud af det de skal have. Deres nærvær på scenen, og måden de knytter et bånd til publikum, der på ingen måde vidste hvem de var, er virkelig beundringsværdigt. Jeg var blæst om kuld, og festen var sat igang!

3 -2- 1- GO!

Halestorm gik efterfølgende på scenen, og åbnede showet med “I get off” og “Freak like me” – og for den næste halvanden time, forkælede de os i store stil med en god blanding af store hits, og andre fantastiske skatte man kun opdager, hvis man rent faktisk sætter sig ned og lytter til deres albums.

Jeg havde personligt fået en ret god plads, på trods af at vi først ankom efter dørene var åbnet. Ca. 4 række midt for. Jeg havde Lzzy på min venstre side, og Arejay (hendes lillebror på trommerne) på min højre side, så engang imellem havde jeg lidt svært ved at finde ud af med mig selv hvor jeg skulle kigge hen. Jeg vil ikke gå glip af noget, men med Hale søskende-parret, ved man ALDRIG hvad der sker. De er begge super dominerende på en scene og forlanger opmærksomhed, på den absolutte fedeste måde, så man keder sig ALDRIG til en Halestorm-koncert, da der er fuld fart over feltet. De giver mig virkelig det sande rock’n’roll vibe. Det er virkelig bare 3-2-1 og så er der gang i den fra start til slut, og jeg var godt underholdt hvert et sekund.

HØJDEPUNKTET

Et af højdepunkterne for mig denne aften, var dog et lidt mere stille øjeblik. Joe, Josh og Arejay havde forladt scenen, og det var kun Lzzy tilbage ved keyboardet og sin guitar. Her sang hun sit hjerte ud under “Dear Daughter” . En af mine personlige favoritter fra deres nyeste udgivelse “Into The Wild Life, fra 2015. Det er en ufattelig rørende og smuk ballade, og det var her at den berømte gåsehud meldte sin ankomst.

Lzzy Hale er virkelig en fantastisk sanger. Jeg forstår ikke hvordan hun formår at synge som hun gør, og stadig være i stand til at tale dagen efter. Hun har så meget råstyrke i sin stemme, og alligevel er der til tider en lille snert af noget skrøbelighed, hvilket giver så meget troværdighed. Jeg tror virkelig på alt hvad hun synger, og at tonen i hendes stemme ikke er fra denne verden. Det er virkelig sjældent at jeg falder over en kvindelig sanger, der får mine arme over hovedet på mig, men lige når det kommer til hende, er jeg ikke bleg for at indrømme, at jeg har det største girl-crush på hende.

Halestorm sluttede koncerten af med “Miss The Misery” . Lige denne sang er uden tvivl en af de fedeste sange de har lavet, hvis du spørger mig og faktisk også den sang der fik mig ombord på Halestorm-toget.

En helt fantastisk aften, hvor både opvarmning og hovednavnet beviste at Rock’n’Roll så sandelig stadig er i live, og at den ikke er ved at uddø.

EN DRØM GIK I OPFYLDELSE

Selvom jeg var ualmindelig træt, efter to rock-koncerter på to dage, i to lande, havde vi alligevel lovet Arejay at vi ville blive for at sige hej. (Min veninde og jeg mødte ham i Manchester, hvor vi aftalte det 😉 ) Så vi ville jo holde vores løfte. Til vores store overraskelse kom hele bandet faktisk ud.

Det var ikke fordi der var særlig mange fans, så bandet gik lidt frem og tilbage mellem os alle sammen. Selvom vi havde fået billede og en lille sludder, blev vi hængende og talte med dem i en god halv times tid tror jeg.

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer omkring mødet med dem, men Arejay var som altid super skøn, og imødekommende. Vi fik os en god sludder, utallige af kram og masser af grin. Han løb lidt frem og tilbage mellem alle dem der stod, da han gerne vil sikre sig at han fik sagt hej til alle. Så det ene øjeblik stod han hos os,  det næste øjeblik var han væk, og pludselig stod han med armen om os igen.

Lzzy og Josh havde jeg ikke mødt før, men de var fuldkommen nede på jorden så fantastiske søde, og tog sig virkelig tid. Jeg fik fortalt Lzzy at jeg vidst havde et lille girl-crush på hende, hun skreg af grin og omfavnede mig og takkede mig 🙂  Vi fik os en god snak med Josh om koncerten i Manchester, og vi fik os en del grin da vi tænkte tilbage på alle de underlige ting der skete på scenen, tilbage i februar.

DET KAN VÆRE FARLIGT AT MØDE SINE IDOLER

Nu er der jo en tilbage. Hr. Joe Hottinger. Jeg hader når jeg skal skrive noget negativt om et band jeg godt kan lide. Men jeg må ærlig indrømme at han skuffede mig. Arejay, Josh og Lzzy var så fantastiske, men Joe pissede mig virkelig af. Han virkede slet ikke som om at han gad sine fans. Han var ikke særlig meget for at tale med dem der stod der, han virkede sur da nogle fans spurgte om han ville skrive en autograf eller tage et billede med dem. Rock-stjerner er kun mennesker. Og mennesker har dårlige dage. Det forstår jeg udmærket godt.

Nu ved jeg ikke om han havde en dårlig dag, men hvis han havde, så synes jeg han burde have blevet inde i tour-bussen, i stedet for at stå og være så arrogant som han var. Hele hans attitude var noget jeg slet ikke kunne magte. Så jeg opgav ham fuldkommen, og fokuserede på de andre i stedet.

Det kan virkelig være farligt at endelig møde nogle mennesker man ser op til. Det kan gå to veje. Enten kan man møde nogle mennesker, som er præcis som man havde håbet – og nogle gange mere end det. Eller også er de nogle arrogante personer, der føler at de er bedre end alle andre.

Jeg oplevede begge dele på én aften – så det var altså en lidt underlig fornemmelse. Heldigvis trumfede de positive oplevelser, og jeg gik i seng med et smil på læben.

Hele denne aften giver jeg 4/5 stjerner.
Den var kommet op på 5/5 hvis de havde sunget “Familiar Taste Of Poison” og hvis Joe ikke havde været sådan en idiot.

 

2   1
Alt i alt. To fantastiske dage i rock-himlen.

Nu er det tilbage til virkeligheden…

 

SETLISTEN:

1: I Gett Off
2: Freak Like Me
3: Apocalyptic
4: Mz. Hyde
5: Love Bites (So Do I)
6: I Just Want to Make Love to You
7: The Hand
8: Unapologetic
9: Dear Daughter
10: New Modern Love
11: Drum Solo
12: Mayhem
13: Scream
14: I Am The Fire
15: Here’s to Us
16: I Miss The Misery

 

Stinesig

Udgivet i Koncerter, Musik og tagget , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *