Hånden på hjertet

Hånden på hjertet

“See, if depression is the house fire, then the stigma of mental illness is the 80-pound ankle weight that keeps people from running out of the burning building. It’s the saddest part of the story. They’d rather burn alive than ask for help. How many lives could be changed or saved if people felt they could ask their employer or teacher for help without fear of backlash or ridicule? It would change the entire scope of how these illnesses are dealt with. We have to change the narrative, and we have to do it soon.”

Dette citat stammer fra et interview jeg læste, med Eric Bass (Shinedown) i sidste uge. Der var bare et eller andet ved det her citat der har sat sig fast, og jeg har gået og tænkt på det i mange dage nu. Det gav mig inspirationen, motivationen og ikke mindst modet, til at skrive det her indlæg. Nu er det på tide at jeg lægger hånden på hjertet, og er hudløst ærlig. I mit seneste indlæg skrev jeg, at jeg er overbevist om, at hvis man begynder at tale højt om psykiske lidelser, vil vi tage et skridt i den rigtige retning, at komme den stigmatisering til livs der følger med. Og det vil være fuldkommen hyklerisk af mig, hvis jeg ikke selv gjorde det.

SANDHEDEN BAG STILHEDEN

Jeg har forsømt min blog i rigtig lang tid. Tilbage i april lavede jeg indlægget Stilhed, hvor jeg satte et par ord på hvorfor der var så stille. Det jeg skrev dengang var ikke en løgn, men der ligger mere i det. Sandheden er, at filmen knækkede fuldstændig for mig, efter kun 6 uger som ansat. Jeg følte mig utroligt stresset, hvilket førte til et tilbagefald i den lorte autoimmune sygdom jeg i forvejen kæmper med. Jeg begyndte at få angstanfald, og stille kom den satans depression snigende, igen. Det resulterede i, at jeg stoppede på den arbejdsplads, jeg havde ledt efter, med lys og lygte, i over et år. Det var virkelig en kæmpe mavepuster af et nederlag, der ramte mig. Jeg havde det virkelig af helvedes til, for at sige det på godt dansk.

Når man bliver revet midt over psykisk og fysisk, er der ikke overskud til noget som helst. Selv ikke det der egentlig holdt mig igang før jeg kom i arbejde, nemlig min blog. Siden april måned, har jeg tændt computeren, jeg ved ikke hvor mange gange, for at skrive indlæg, men hver gang lukkede jeg den meget hurtigt igen. Det var meget få ord der blev skrevet, og de sætninger der dukkede frem på skærmen, gav absolut ingen mening. Derfor var det bedre at lade være, tænkte jeg. Det gjorde mig ked af det, for jeg savnede at blogge. Men mit fokus var bare ikke med mig. Det eneste jeg egentlig havde overskud til var, at ligge på sofaen i fosterstilling, med Netflix kørende i baggrunden.

VAR I FORNÆGTELESE

Et eller andet sted tror jeg, at jeg var i fornægtelse over, at mine indre dæmoner var ved at overtage igen. Jeg har været nede at kravle rundt i det famøse mørke hul, for 7-8 år siden, og havde egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig skulle derned igen. Så tanken om at min depression og jeg var blevet genforenet, var ganske enkelt ikke til at bære. Jeg burde jo have lært af min lektie? Jeg burde have mærket bedre efter, og set de faresignaler der var undervejs. Men jeg benægtede og kæmpede imod, for jeg skulle fandme ikke være (mere) syg.

Jeg forestillede mig, at der var en dør oppe i hovedet på mig, og “det mørke” forsøgte at komme ind. Jeg brugte så mange kræfter på at holde døren lukket. Men til sidst løb kræfterne op, og jeg kunne til sidst ikke holde den lukket længere. Det hele kom væltende på én gang, og overtog krop og sind.

Jeg gik ret stille med dørene omkring det, for jeg følte mig flov og skammede mig helt vildt over, at jeg var havnet der igen. Det var kun meget få personer jeg egentlig fortalte det til, mest af alt fordi jeg følte mig som en belastning over for venner og familie. Det gjorde også, at jeg isolerede mig ekstrem meget. Jeg var lidt i den overbevisning, at ingen kunne se mig hvis jeg gemte mig. Så kunne de ikke se at jeg havde det dårligt, og på den måde behøvede jeg ikke forholde mig til det. Det ville nok gå væk af sig selv igen, tænkte jeg. Sandheden var bare en helt anden.

JEG FÅR HJÆLP

Jeg har været i behandling med antidepressiv medicin tidligere, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig. Det efterlod bare et tomrum, jeg ikke vidste hvordan jeg skulle få fyldt ud. Derfor takkede jeg også pænt nej tak, da min læge tilbød, at jeg kunne begynde at poppe piller igen. Men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne klare det her alene. Så lidt klogere er jeg dog blevet. Derfor måtte jeg ud at finde en anden form for hjælp.

Min sagsbehandler henviste mig til et forløb på stressklinikken, der hedder Åben & Rolig. Jeg er nu halvvejs i det 9 ugers lange forløb, og det har været lidt af en god gammeldags rutchebanetur. Forestil dig, at alt hvad du har forsøgt at gemme væk under gulvtæppet, pludselig bliver sat under et forstørrelsesglas, og du er tvunget til at stå ansigt til ansigt med det. Det er lidt den følelse jeg har haft de sidste par uger. Der lyder ekstremt hårdt, og tro mig – det er det også. Men jeg kan mærke at det har givet mig rigtig meget.

Jeg har lært uhyggeligt meget om mig selv, og om de tanke – og vanemønstre jeg har fået mig. Jeg har fået nogle værktøjer der kan hjælpe mig, når det hele bliver lidt for overvældende, som jeg så småt er begyndt at få implementeret i min dagligdag. Jeg er spændt på at se hvor langt jeg er kommet, når jeg afslutter mit forløb, den 1. oktober.

DET ER OKAY

Selvom jeg er godt på vej, har jeg stadig langt vej igen. Jeg er dog blevet langt bedre til at lægge mærke til de positive ting, og forsøger så vidt muligt at være i det. Det er gået op for mig, at det har jeg været ualmindelig dårlig til tidligere. Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig kan have lorte dage. For tro mig, dem har jeg stadig. Men okay, i virkeligheden kan alle, depression eller ej, have lortedage. Angstanfaldene er der også stadig, men jeg har fået nogle værktøjer der gør, at jeg styrer dem. De styrer ikke mig.

Jeg er ret overbevist om, at jeg aldrig kommer af med mine indre dæmoner. Det lyder måske ualmindelig pessimistisk, men jeg tror, at når de først er der, er de kommet for at blive. Dog er jeg ikke et sekund i tvivl om, at man kan lære at leve med dem, så det ikke er dem der skal styre mine tanker og følelser, men at jeg igen kommer i kontrol.

Men, det vigtigste jeg nok har lært over de sidste par måneder er, at det er altså helt okay at være ked af det. Også selvom man ikke kan sætte ord på de følelser man render rundt med. Ens følelser kan være ekstrem svære at styre, men man skal give sig selv plads og lov til at bare føle og prøve at være i det, selvom det kan være ekstrem angstprovokerende. Men, man er en gang imellem nødt til at se det svære i øjnene, og få det bearbejdet. Det værste man kan gøre er at ignorere det, og være så naiv at tro, at det går væk af sig selv. Har man den tankegang, kan jeg næsten garantere for, at man ryger ned med flaget. Det er bare et spørgsmål om tid.

-stine

Udgivet i Livet.

2 kommenterer

  1. Først og fremmest vil jeg gerne sige dig tak fordi du deler! Det er svært at dele sårbarhed – netop på grund af den stigmatisering der er omkring psykisk sygdom.

    Jeg er meget enig med dig i, at når man først har prøvet at knække psykisk, så vil man altid være mere sårbar og man skal derfor lære at leve med at man har risiko for tilbagefald.
    Jeg tror dog samtidig det giver én unik bevidsthed om at nyde livets små ting, som ofte bliver overset i en travl hverdag.

    • Det er mig der siger tak <3

      Men ja, du har helt ret. Det er bare som om at man skal lære at være glad igen, efter sådan en omgang. Og det kan være svært. Men nogle gange skal det være svært for at det kan blive godt igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *