Glass | Anmeldelse

Glass | Anmeldelse

Det er egentlig ikke fordi jeg betragter mig selv som den største filmnørd, men lige når det kommer til M. Night Shaymalan’s værker, tager jeg gerne nørde-brillerne på. Jeg er mildest talt fuldkommen pjattet med hans film. Derfor har jeg også gået og talt dagene, meget utålmodigt, siden jeg så Split i biografen 2 år siden. Her lå det nemlig i kortene, at der ville komme en efterfølger.

Den havde premiere i går, og jeg var naturligvis at finde i biografen. Jeg kunne ikke vente længere.

HISTORIEN BAG

Vi skal dog ikke kun 2 år tilbage, men faktisk 19 år. Glass er efterfølgeren til Unbreakable fra 2000 og den føromtalte Split fra 2016/17. De bærende karakterer fra Unbreakable Elijah Price/Mr. Glass (Samuel L Jackson) og David Dunn (Bruce Willis), er tilbage i hver deres respektive roller. De står nu ansigt til ansigt med Kevin Wendell Crumb/The Beast, etcetera. (James McAvoy) og Casey Cook (Anya Taylor-Joy), der er blevet genforenet efter Split.

Selvom det er en trilogi er hver film lavet som stand-alone film, hvilket gør, at man kan se dem uafhængigt af hinanden. Det synes jeg også man kan langt hen ad vejen, men jeg føler dog, at man bør gøre sig den tjeneste, at se Unbreakable og Split inden man tager i biografen. På den måde får man altså mest ud af den 2 timer og 9 minutter lange oplevelse. Og så er de to første film bare mesterværker i min verden.

Derfor var mine forventninger også tårnhøje, på trods af at jeg virkelig var på bar bund, når det kom til at spå om hvor M. Night vil føre filmen hen. Jeg var virkelig spændt på at se hvad han havde fundet på, da han er en mand der er ualmindelig uforudsigelig, men i min verden er han et geni.

HANDLINGEN

Filmen handler om den urørlige David Dunn, der igennem længere tid har forsøgt at finde frem til seriemorderen, Kevin Wendell Crumb, der lider af personlighedsspaltning, og huser hele 24 individer. De ender begge på en psykiatrisk afdeling, hvor Elijah Price, eller Mr. Glass som han vil kaldes, også er indlagt.

Psykologen dr. Ellie Staple, har specialiseret sig i at hjælpe folk, der er i den overbevisning, at de er i besiddelse af overnaturlige kræfter, og derved ser sig selv som superhelte – eller skurke.

Det er i høj grad hjernemusklerne der bliver spillet med i denne film, og er i særdeleshed en psykologisk magtdemonstration man er vidne til, som publikum.

M. Night har selv udtalt, at disse 3 film udgør den første helt jordnære superhelte-trilogi, der nu har fået navnet Eastrail 177 trilogien. Og jeg vil give ham ret. Det er på ingen måde den klassiske superhelte film, som vi efterhånden er i overflod af.

Glass anmeldelse

SKUESPILLET
James McAvoy

Det er næsten synd for resten af castet, at de skal forsøge at dele det store lærred, med den overlegne James McAvoy. For hans præstation forlangte ens opmærksomhed fra start. Og indrømmet, det var virkelig svært at tage øjnene fra ham.

Det tog mig meget lang tid at ryste hans præstation, i Split, af mig. Der fejrede han fuldkommen benene væk under mig, og overraskede mig, som jeg sjældent bliver af en skuespilpræstation. Han skuffede ikke i Glass, men jeg var ikke nær så overrasket over hans præstation, da jeg vidste hvad han kunne. Men den mand er for vild. Ord kan ikke retfærdiggøre det han giver til filmen. Det er ikke alle der kan det, han kan. Wow.

Samuel L Jackson

En ting der slog mig efter at have set Glass var, hvor lidt Samuel L Jackson egentlig er med i filmen. Han havde ikke nær så meget spilletid, som jeg havde forudset, men det han havde at gøre godt med, udførte han til perfektion. Der er en nerve og dybde i måden han portrætterer Mr. Glass på, der kravler ind under huden på mig. 

Bruce Willis

Bruce Willis’ præstation, må jeg dog indrømme, at jeg er en smule skuffet over. Han har tidligere været en af mine absolut yndlingsskuespillere, men som årene er gået føler jeg, at han er faldet lidt af på den. Jeg havde håbet og troet på, at når han endnu engang ville trække den grønne regnponcho over hovedet, ville vi få et comeback fra ham. Men desværre ikke. Det var ikke en dårlig præstation, men jeg føler lidt at han spillede sikkert, og ikke tog nok chancer, som andre skuespillere i filmen gjorde.

Sara Paulsen

Sara, der er nyeste skud på stammen i denne trilogi, og spillede som tidligere skrevet, dr. Ellie Staple. Karakteren var oprindeligt skrevet til en mand, men jeg er virkelig glad for at M. Night valgte Sara. Jeg føler for det første, at der blev skabt mere balance i filmen, men hendes præstation imponerede mig virkelig. Det var lige før, at hun til tider næsten underspillede sin rolle, og det gav pote. Der var en blanding af ualmindelig ro i hendes person, men samtidig fornemmede man en smule frygt, der lå og lurede under overfladen. Det gjorde, for mit vedkommende, at jeg var nysgerrig på hende, som karakter.

Spencer, Charlayne og Anya

Spencer Treat Clark spillede David’s søn, for 19 år siden i Unbreakable, og han var også tilbage i Glass. Det faktum at de havde fået ham tilbage, gav en vis autenticitet til filmen, og samtidig fik vi klip med ham, fra Unbreakable, der ikke var med dengang.

Charlayne Woodard spillede Mr. Glass’ mor i Unbreakable, og Anya Taylor-Joy der spillede Casey i Split, var begge tilbage i Glass. Til at starte med, følte jeg lidt at disse 3 karakterer var en smule overflødige, men som historien skred frem gav det mere og mere mening for mig, hvorfor de var med.

 

ATYPISK SUPERHELTEFILM

M. Night er en person, der efterhånden har delt vandene blandt publikum, flere gange med sine film. Og det er min fornemmelse at det også kommer til at ske med Glass.

Hvis du forventer en action-præget, og til tider klichéfuld superhelte film, noget a la Marvel og DC, kommer du til at gå ualmindelig skuffet fra biografen. Og uden at støde nogen, vil jeg ikke anbefale at gå ind og se den, hvis man har den tankegang, for så er det tydeligt at man ikke har den fjerneste idé om hvad den her trilogi går ud på.

Som mange andre af hans film, er Glass langsom og helt nede på jorden. “Normale” superhelte spiller med musklerne i de store og hæsblæsende actionscener, men her er de skiftet ud med dialogen, samt den energi der skabes imellem karaktererne. Det gør det, i min verden, til en mere intens oplevelse.

IKKE EN FILM FOR ALLE

Filmen er kun få dage gammel, men allerede nu er den blevet pillet fuldkommen fra hinanden, af diverse anmeldere. De er mildest talt ikke særligt imponeret, men det er der jo ikke noget nyt i det. Af en eller anden årsag, er anmelderne stort set altid sure på M. Night. Men hånden på hjertet tror jeg ganske enkelt ikke at de forstår ham og hans vision. Jeg kan godt tage mig selv i, at blive irriteret på de såkaldte “filmeksperter”, for de kan tydeligvis ikke se genialiteten i hans værker.

Når det så er sagt, er det ikke en film for alle, og det er et eller andet sted også helt okay. M. Night er ikke en crowd-pleaser, og har sin helt egen unikke måde at fortælle en historie på. Han er modig og træffer nogle ret risikable beslutninger, men det giver kun ekstra stjerner i min bog.

EN FILM MAN SKAL TYGGE PÅ

Da rulleteksterne løb over skærmen, og tiden var inde til at forlade biografen, vidste jeg faktisk ikke helt hvad jeg skulle sige, eller hvilket ben jeg skulle stå på. Men det var egentlig også den følelse jeg havde regnet med at sidde tilbage med, da det ofte er sådan jeg har når jeg har set en M. Night film. 

Glass er en cinematisk oplevelse man lige skal tygge lidt på, inden man udtaler sig om hvorvidt man kan lide den eller ej. Jeg vidste med det samme at jeg kunne lide den, men brikkerne skulle lige falde ordentlig på plads. Men som timerne gik, og jo mere jeg tænkte over den, blev jeg mere og mere begejstret. 

Slutningen vil jeg naturligvis ikke afsløre, men jeg er sikker på, at det er det der afgør om hvorvidt folk klapper i hænderne af begejstring, eller om de føler de har spildt deres tid. 

Shaymalan er efterhånden kendt for at altid have nogle vanvittige twists med i sine film, og det er der så sandelig også i Glass. Dog føler jeg ikke at de twists (ja, der er mere end ét) er lige så hæsblæsende og chokerende, som nogle er i hans tidligere fortællinger. Jeg havde sågar forudset et af dem, inden jeg overhoved havde sat mig i til rette i biografen. Men blev jeg overrasket? Ja – det gjorde jeg. Jeg føler faktisk at de twists der blev afslørede stemmer ret godt overens med tonen og energien i filmen.

SAMLET BEDØMMELSE

Hans film har det med at give mere og mere mening, og derfor også blive bedre og bedre for hver gang man ser dem. Jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg siger at jeg har set Split 10+ gange efterhånden. Gang på gang opdager jeg en lille ny detalje, hvilket gør hans film enormt interessante at gå på opdagelse i. Intet er efterladt til tilfældighederne, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det også er tilfældet med Glass. Jeg er kæmpe fan, og skal uden tvivl se den igen.

Jeg har faktisk virkelig svært ved at give Glass stjerner. Umiddelbart lander den på 4,5, men lur mig om den ikke kommer op på 5 når jeg har set den en gang eller to mere?

Glass | Anmeldelse

 

 

 

 

-stine

Udgivet i TV / Film og tagget , , , , , , , , , , , .

En kommentar

  1. “De står nu ansigt til ansigt med Kevin Wendell Crumb/The Beast etcetera.” I ser What you did there! Jeg elsker det!

    I øvrigt er jeg meget enig med dig. Nu hvor jeg har set den anden gang, så er jeg blæst endnu mere bagover af James og Samuels præstationer!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *