Fordele og ulemper ved at bo alene | Top 5

Fordele og ulemper ved at bo alene | Top 5

Jeg har nu boet for mig selv i knap 2,5 år. Og jeg elsker det. Jeg er ikke bange for mit eget selskab og alene tid. Hvilket er to ting man må sande at man får en del af, når man er single og bor alene.

Jeg har samlet min personlige Top 5, med fordele og ulemper, ved at bo for sig selv.

 

F O R D E L E N E
MADEN

Jeg kan spise hvad jeg har lyst til – og når jeg har lyst. Det vil sige, at det også er mig der bestemmer hvad der skal med hjem fra Netto. Det er virkelig dejligt ikke at skulle tage hensyn til andre, og hvis jeg har lyst til at spise kylling 4 dage i træk, så er det dét jeg gør. (Ja, jeg kan virkelig godt lide kylling!)

MUSIKKEN

Biiiiig surprise. Jeg hører meget musik. Jeg har en utrolig blandet musik-smag, men det kunne godt være at hvis jeg boede med en, ville vedkommende blive træt af at høre Shinedown for 12. dag i træk. (Kan man overhoved det?!) Det er også rart at jeg kan få lov til at få et nostalgi-flip, og hive alle mine gamle Westlife-plader frem, og synge så højt, og danse rundt i stuen med de største armbevægelser som muligt,  uden at der er nogen der sidder og kigger underligt på mig. Ja –  det er sket, og kommer med garanti til at ske igen. (Undskyld til de andre beboere i opgangen)

INDRETNING

Jeg er lidt hysterisk med min indretning. Tingene har deres faste plads, og min hjerne krøller sammen hvis der er nogen der laver om på det. Så det er meget rart, at der ikke er en der kommer, og pludselig laver om på det hele. Jeg kan få det som jeg vil have det!

TVET

Jeg elsker at jeg ikke bliver dømt, hvis jeg har lyst til at se et afsnit af Venner, som jeg allerede har set ca 4938 gange før. Jeg elsker, at hvis jeg har lyst til at se The Voice en lørdag aften, så er det det jeg gør. Og jeg elsker tanken om, at der ikke er en der sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi jeg liiiige skal se en ny Youtube video der er blevet lagt op. Med andre ord har jeg magten (som også hedder fjernbetjeningen), og jeg skal ikke dele den med andre. Jeg elsker det!

UGLET HÅR OG INGEN BH

Det der med at bare kunne rende rundt i en oversize t-shirt, trusser, ingen BH og håret i en knold, det er lige mig. Jeg elsker at jeg ikke skal tage hensyn til andre på det punkt, og at jeg kan se ud, præcis som jeg har lyst til.

 

 

U L E M P E R N E
DE HUSLIGE GØREMÅL

Det der med indkøb, tøjvask og rengøring det er jeg ikke lige just fan af. Men det skal jo gøres. Derfor kunne det, bare en gang imellem, være super rart, hvis der var en man kunne dele alle de kedelige forpligtelser med.

INGEN TIL AT PASSE PÅ MIG NÅR JEG ER SYG

Der findes bare ikke noget værre, end at skulle slæbe sig hele vejen ned i Netto, og købe kamillethe, suppe og hovedpinepiller når man er syg. Og specielt ikke når man bor på 4. som jeg gør. Så er der altså bare langt op, når ens krop føles mere død end levende. Derfor kunne det være super dejligt at have en til at passe mig, vise noget omsorg, og gå ned og handle for mig, når jeg ligger under dynen og er ynkelig.

ØKONOMIEN

Indrømmet – det at bo i København alene, er ikke ligefrem det billigste valg jeg har truffet i mit liv. Jeg elsker det, det skal der ikke være nogen tvivl om. Men en gang imellem kunne det være rart at have en at kunne dele udgifterne med, så der blev mere luft i budgettet til sjov og ballade.

INGEN AT SNAKKE MED

Som skrevet tidligere er jeg på ingen måde bange for alenetid. Jeg elsker det! Men bare i ny og næ, kunne det være rart at have en at snakke med. Alt lige fra hvordan dagen har været, til ugens afsnit af tv-serien. Ja bare alt mellem himmel og jord. Jeg kan naturligvis bare gribe knoglen og ringe til en af veninderne eller en fra den pukkelryggede. Det er bare ikke helt det samme.

HVIS NOGET GÅR I STYKKER

Jeg skulle mene, at jeg så småt er begyndt at finde min indre handy-woman frem. Men, der er dog undtagelser, og hun er ikke kommet helt ud endnu. Jeg savner i ny og næ, en der har skruetrækkeren placeret rigtigt i hånden, og kan hjælpe mig med nogle af de handy-projekter, jeg gerne vil have ført ud i livet herhjemme.

-stine

Udgivet i Livet, Top 5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *