"Det er jo bare et band.."

“Det er jo bare et band…”

Det er utroligt hvad et band kan gøre ved en. Livet har ikke vist sig fra sin mest positive side i år. Men nu hvor vi er ved at tage hul på sidste kapitel af 2018, kan jeg heldigvis med garanti sige, at jeg vil kigge tilbage på året der er gået med et smil. Og det er der kun én årsag til. Eller rettere 4.

Disse 4 årsager, også kaldes Shinedown, gæstede København tirsdag aften, for anden gang på kun 5 måneder. Denne gang var det Vega der lagde hus til, og jeg var naturligvis til stede. Jeg siger det hver gang jeg har oplevet dem live, men det er nu en gang sandheden. Dette var en aften jeg aldrig vil glemme. Men mere om det senere.

20 DAGE TIDLIGERE

Jeg starter nemlig med at skrue tiden 20 dage tilbage. Jeg har verdens bedste lillebror, der havde sørget for at jeg og en veninde kunne hoppe på et fly til London, og se Shinedown. Jeg kan uden tvivl sige, at dette show var det bedste jeg nogensinde har set med dem. Jeg har nu 8 Shinedown-koncerter på CV’et, men der var et eller andet helt ualmindeligt magisk over denne aften. Jeg kan ikke beskrive med ord hvad det var, men det hele gik op i en højere enhed. Det var en virkelig rørende og følelseladet aften, at selv Zach Myers blev rørt til tårer. Det havde i allerhøjeste grad en smittende effekt, da jeg ikke selv kunne holde tårerne tilbage.

Aftenen sluttede af med, at jeg fik hilst på hele bandet, og fik derved endnu en gang muligheden for en lille sludder med dem.
Selvom denne tur holdt mig vågen i 36 timer, og at jeg havde ondt i muskler jeg ikke anede eksisterede, for lige at toppe det med en uges sygdom efterfølgende, var det det hele værd. Jeg ville tage afsted igen, uden tøven, hvis jeg får muligheden for det igen. Og mon ikke det sker?

"Det er jo bare et band..."

Zach Myers, Barry Kerch, Eric Bass & Brent Smith efter showet i London
DEN ULTIMATIVE OPLEVELSE

Tirsdag aften, skulle mit Shinedown-eventyr anno 2018 afsluttes, og det hele kulminerede med den ultimative aften. Min venindes fantastiske far, havde givet os og min bror VIP-billetter, hvilket betød, at vi skulle en tur backstage, og se hvordan hele Shinedown-maskineriet hænger sammen. Og så var der naturligvis også lige et møde med bandet.

Det var en virkelig interessant backstage-tur vi fik. Matt, der er fra Shinedown’s crew, viste os rundt, og vi fik et godt indblik i hvordan det hele løber ad stablen bag scenen, og hvor meget arbejde det egentlig kræver at få et rockshow stablet på benene. Det er ikke bare lige til skal jeg hilse at sige. Kæmpe respekt til crewet for deres hårde arbejde!

Og så skete det. Mødet med bandet var lige om hjørnet. Jeg har været til meet and greets med andre bands tidligere, og hånden på hjertet har de været lidt fesne, da hele oplevelsen kun varer et par minutter. Det kan man ikke ligefrem sige at Shinedown’s gjorde.

Hvert bandmedlem tog sig virkelig god tid til hver enkelt fan. Man kunne få signeret det man ønsker, og samtidig få en god snak med dem. Jeg har haft et brændende ønske i mange år, om at få nogle citater fra deres sange, med deres håndskrift, tatoveret. Jeg havde derfor på forhånd udvalgt et citat til dem hver, og heldigvis var de mere end villige til at bidrage med deres, så jeg kan få den drøm opfyldt.

Min bror og jeg havde hjemmefra lavet en Shinedown vest, som han havde på. Vi fik drengene til at tegne eller skrive hvad de havde lyst til, på ryggen af ham, og det kom der nogle ret interessante og sjove resultater ud af.

"Det er jo bare et band..."

Blandet merch fra VIP oplevelsen, setlisten fra koncerten, plekters, citater + en tegning de 4 lavede under mødet
MUSIK ER FØLELSER

Der var to opvarmningsbands til koncerten. Press to Meco og Starset. Specielt Starset vil jeg lige bruge et øjeblik på. Jeg kendte dem ikke på forhånd, men de blæste mig fuldstændig omkuld i London, og jeg så derfor virkelig frem til at se dem igen. De skuffede på ingen måde. Det er helt klart et band jeg skal opleve live igen, og glæder mig til at dykke mere ned i deres univers.

Men, tilbage til Shinedown. Jeg fik min drømmeplads på første række, og kunne derfor se setlisten på scenegulvet foran mig. Her må jeg indrømme at mit hjerte sprang et slag over, da jeg så hvilke sange vi skulle høre. Der var specielt to sange på listen, de næsten aldrig spiller. To sange der betyder alverden for mig, og som jeg altid har drømt om at høre live. Amaryllis og Call Me. Der er stort set ikke en eneste Shinedown sang, jeg ikke kan relatere til, så det er næsten ligegyldigt hvordan setlisten ser ud. Men her vidste jeg godt hvad klokken var slået. Det var næsten for godt til at være sandt.

Og jeg fik ret. Filmen knækkede for mig 3 gange under showet. Jeg gad ikke en gang at kæmpe med tårerne, for jeg var udmærket klar over, at det var en kamp der var tabt på forhånd. Først på grund af Get Up, som jeg tidligere har skrevet om. Den sang gør altså bare et eller andet ved mig. Og herefter de to førnævnte sange, de i øvrigt spillede lige efter hinanden. Så tak drenge. Tak fordi I ikke tager hensyn til mig, der ikke kan styre mine følelser 😉 Og i øvrigt skal der også lyde et stort tak, til den søde sikkerhedsvagt, der var klar med kleenex til mig. Dem fik jeg i allerhøjeste grad brug for. Puha.

"Det er jo bare et band..."

Mit happyplace –  hvor jeg føler mig mest fri og lykkelig. Første række til Shinedown i Vega.
FANTASTISK ENERGI

Under mødet med drengene tidligere på eftermiddagen, kunne man godt fornemme på dem at de var en smule trætte. Men jeg skal lige love for, at den træthed havde de pakket langt væk, da de ramte scenen ca. klokken 22:00. Fra første sekund var energiniveauet på det maksimale, og det spredte sig til publikum.

Shinedown formår bare gang på gang, at få alle med. Om du står på første række, eller sidder helt bagerst oppe på balkonen, er fuldkommen ligegyldigt. De er der for os, og vi er der for dem. Det er den gensidige respekt og kærlighed der er mellem band og fans, jeg elsker så højt. Det er noget helt unikt som man kun forstår, hvis man har været til et af deres shows. Jeg har i hvert fald ikke oplevet det på den måde, med andre bands før. Og jeg har efterhånden været til rigtig, rigtig mange koncerter.

Det eneste kritik jeg har til showet er, at lyden ikke var den bedste under hele koncerten. Men, jeg valgte i stedet at ligge mit fokus på det der var lige foran mig. Jeg var bare i nuet, nød hvert evig eneste sekund, og ønskede aldrig at aftenen ville slutte.

PERFEKT AFSLUTNING

Men alt godt har jo en ende. Showet sluttede og lyset i salen tændte. Nu skulle jeg snart tilbage til den virkelige verden.
Zach havde i starten af showet givet mig en plekter, og jeg fik også fingrene i en fra Eric. Sparky, et af crew medlemmerne, kom ned med en setliste til mig, så endnu en gang blev jeg begavet med lidt fysiske minder fra koncerten.

Efterfølgende mødte vi bandet igen. Specielt Zach brugte rigtig lang tid på os. Vi fik virkelig talt om alt mellem himmel og jord. Det blev til mange underholdene anekdoter og endnu flere grin. Jeg havde nogle spørgsmål jeg længe gerne ville have svar på, og han tog sig god tid til at svare på hvert og et. I øvrigt mente han også, at jeg skulle lette røven og komme til USA og se ham og Brent til et intimt show til Januar. Hvis dog bare man var millionær..

"Det er jo bare et band..."

Zach Myers & Brent Smith efter koncerten i Vega

En anden ting der gør Shinedown ekstra specielle, er hvor ærlige de er over for os. Ikke kun via deres musik, men også når man møder dem. Efter showet var der nemlig også tid til en ret personlig og ærlig samtale med Eric, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Men det viser bare hvor gennemsigtige de er, og ikke er bange for at vise at de også kun er mennesker. Samtalen med Eric fortsatte, og min bror og jeg fik svar på et par spørgsmål vedrørende deres nyeste album, og derfra gik snakken om udviklingen af Shinedown gennem årene. Det var virkelig fedt at stå og tale med ham om musikken som helhed, og hvad den betyder, og det var tydeligt at mærke at han satte pris på den snak.

PERFEKT SHINEDOWN ÅR

Som nævnt tidligere, kan jeg nu se tilbage på 2018 med et smil, på trods af at det har været et lorte år, for at sige det ligeud. Og ja, det er takket være de her gutter at jeg finder smilet frem.  Først udgav de deres 6. album ATTENTION ATTENTION. Et album der fuldkommen fejede benene væk under mig. Det kravlede helt ind under huden på mig, og er blevet der lige siden. Et album jeg hører på daglig basis. Ud over denne udgivelse er det blevet til 4 koncerter – to i København, en i Hamborg og en i London, for at ej forglemme de 5 gange jeg har mødt dem i år. Jeg føler mig virkelig så overvældet, heldig og ualmindelig taknemmelig.

Jeg vil ikke bytte de her oplevelser med noget andet i denne verden. Dog er jeg ked af, at det er slut for nu. Men, som Brent altid siger “It’s never goodbye… It’s just til next time..” 
Jeg satser stærkt på at jeg gentager successen til næste år!

"Det er jo bare et band..."Eric Bass & Barry Kerch efter koncerten i Vega
“DET ER JO BARE ET BAND”

“Slap nu af Stine, det er jo bare et band…” Jeg kan ligefrem høre folk derude bag skærmene sige det højt, samtidig med, at de vender det hvide ud af øjnene. Hvis jeg havde en 5’er for hver gang jeg har fået smidt den sætning i hovedet, ville jeg have råd til Shinedown koncerter resten af mit liv. Hånden på hjertet irriterer det mig grænseløst når folk siger det, for det er langt fra sandheden. Jeg tror ikke de forstår det – og ærlig talt, tror jeg heller ikke de vil forstå det. Og det er et eller andet sted også helt okay.

Men de skulle bare vide, at de oplevelser jeg har haft med Shinedown i år, har fået mig til at smile mere end jeg har gjort i meget lang tid. De har hjulpet mig op af det hul jeg sad fast i. Dagene omkring hvert show har fået mig til at glemme alle hverdagens bekymringer og stress. Jeg har kunne føle mig fri, og mærke en oprigtig lykke. Og den følelse kan jeg takke Shinedown for. Og kun Shinedown. Hvorfor er det så, at folk siger, at det bare er et band? Det er de måske for dem, men ikke for mig.

MINE HELTE

For mig er det ikke bare 4 mænd der spiller musik. For mig er det fællesskab, nye venskaber, kærlighed, forståelse, gensidig respekt, følelser, sammenhold og oplevelser for livet. Sjovt nok er det disse ord de fleste fodboldfans sætter på, når de skal beskrive hvad fodbold og deres klub betyder for dem. Men man bliver jo også upopulær når man beder dem om at slappe af, for “det er jo bare fodbold..” Jeg kan virkelig ikke se forskellen?

Hvorom alting er, kan jeg egentlig være fløjtende ligeglad hvad folk siger. De her 4 mænd er mine helte, og jeg vil aldrig i mit liv tage dem for givet. De har givet mig så meget glæde som ingen kan tage fra mig. De har taget mig i hånden og hjulpet mig op gang på gang, ved hjælp af deres musik, og ikke mindst de beroligende og opløftende samtaler jeg har haft med dem.

Så nej, for mig er det altså ikke bare et band.

-stine

Udgivet i Koncerter, Livet, Musik og tagget , , , , , , , , , , , , .

2 kommenterer

  1. Kære Stine

    Tak for en dejlig beretning. Lad mig starte med at ønske dig et meget bedre 2019, selvom det ikke er nytår endnu.

    Dernæst: Det du beskriver er essensen af passion. Om det er for fodbold, et band, en hund, hest, golf, cykelsport, hækling eller nogt helt ottende er underordner. Et liv uden passion er ofte tomt og trist. Mennesker med en passion er spændende at være sammen.
    Jeg deler din passion for Shinedown, omend i lidt mindre målestok. Jeg elsker deres musik og deres passion for det de laver, og måden de leverer det på. Jeg har også favoritter der får tårerne frem eller rører mig på anden vis. Tænk at have sådan er talent!
    Jeg håber vi ses til (nogle af) de næste mange Shinedownkoncerter på disse breddegrader – eller andre, hvis økonomien tillader.
    Knus fra mig.

    • 1000 tak for din kommentar, Liselotte! <3
      Jeg håber også vi ses til et par shows til næste år, men mon ikke det kan lade sig gøre? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *