Bohemian Rhapsody | Anmeldelse

Bohemian Rhapsody | Anmeldelse

Normalt er det kun koncerter, der kan få den følelse frem i mig, jeg havde i går. En følelse jeg faktisk har rendt rundt med i de seneste par uger. Men der var noget i mig der sagde, at det jeg skulle opleve i går, ville blive virkelig overvældende. Jeg fik ret.

I går aftes, tog en god veninde og jeg, en tur i biografen. Vi gik op ad den røde løber, da Imperial slog dørene op for gallapremieren, på den længeventede film om Queen, Bohemian Rhapsody.

Mine forventninger var tårnhøje, og det er der et par årsager til.
1) Jeg elsker Queen. Jeg er vokset op med deres musik, og de har en helt særlig plads i mit hjerte.
2) Brian May og Roger Taylor var begge producere på filmen, og de har udtalt, at de er ved at revne af stolthed over det færdige resultat.
3) Sidst, men bestemt ikke mindst. Rami Malek. Han påtog sig, den næsten umulige opgave, at skulle portrættere legenden, Freddie Mercury. Det er først for nyligt at jeg fik øjnene op for det talent Rami er i besiddelse af, efter jeg faldt pladask for ham i Mr. Robot. Siden da har jeg nørdet ret mange af hans film, og min begejstring for den mand er på ingen måde blevet mindre. Og nu skulle jeg se ham på det store lærred, i nok hans livs største rolle.

HANDLINGEN

Bohemian Rhapsody er en biografisk film, der tager udgangspunkt i hvordan Queen blev til i starten af 70’erne. Fortællingen spænder over godt og vel 15 år, og følger bandets op – og nedture, helt frem til en af rockhistoriens mest episke koncerter. Live Aid på Wembley i 1985.

Filmens opbygning byder som sådan ikke på noget nyt og banebrydende. Det er den typiske, og næsten en klichéfyldt opskrift på en såkaldt biopic, på trods af at det ikke er den traditionelle fra vugge til grav- fortælling. Vi møder et ungt og håbefuldt band. De bliver opdaget og får masser af succes. Der kommer en krise der gør at det hele krakelere, for at de til sidst rejser sig og kommer tilbage. Ikke så meget nyt i det. Heldigvis kan filmen så meget mere, der gør den enormt fascinerende, og kræver ens fulde opmærksomhed fra første sekund.

BRAGTE FREDDIE TIL LIVE

En af årsagerne til, at man har svært ved at tage øjnene fra det store lærred, er uden tvivl Rami Malek, der som tidligere skrevet, har indtaget hovedrollen. Wow. Der findes ikke nok rosende tillægsord i ordbogen, der kan retfærdiggøre den præstation han leverede. Han tryllebandt mig. Han fik mig til at grine og han fik mig til at græde. Jeg føler at han gav Freddie noget dybde, som kun de færreste så, og var virkelig overbevisende hele vejen igennem. Jeg var især yderst imponeret af de scener, hvor man så en mere følelsesladet og sårbar Freddie.

Dog skal der ikke herske nogen tvivl om, at han dominerede koncertscenerne, som kun Freddie kunne. Rami fandt virkelig helt ind til kernen af Freddies flamboyante persona, og udviste en af de skuespilpræstationer man skal lede længe efter.  Det var lige før at det føltes som om, at vi havde fået Freddie tilbage, i de 2 timer og 14 minutter filmen varede. Jeg nåede desværre aldrig at opleve Freddie live. Men takket være Rami følte jeg, at jeg kom så tæt på den ægte vare som jeg nu kan komme. Så tak hr. Malek!

Allerede nu går der Oscar rygter omkring hans præstation. Jeg synes ligeså godt, at de bare kan give ham statuetten med det samme. Så behøver de ikke tænke så meget mere over det.

PERFEKT CAST

Men det var ikke kun Rami der var perfekt castet. Susie Figgs, der er havde ansvaret for at caste skuespillerne til disse legendariske roller, har virkelig overgået sig selv. Gwilym Lee (Brian May), Ben Hardy (Roger Taylor) og Joe Mazzello (John Deacon) var alle fuldkommen latterligt godt castet til hver deres respektive roller. Alt fra deres udseende, stemmeføring til kropssprog var udført til perfektion. Specielt Gwilym spillede Brian så skræmmende godt, at de sagtens kunne have bildt mig ind, at det var Brian selv.

Freddies ekskæreste og store støtte, Mary Austin blev spillet af Lucy Boynton, der i særdeleshed også fortjener at få noget anerkendelse for sin præstation. Hun fik en anden side frem i Freddie, der virkelig var gribende at være vidne til.

Alt i alt kan man ikke sætte en finger på castingen af disse 5 personligheder. Det er spot on, og jeg tror ikke på, at der var nogen der kunne have gjort det bedre. Jeg bøjer mig ydmygt i støvet for deres præstationer.

SKØNHEDSFEJL

Selvom jeg er svært begejstret, er det ikke en perfekt film. Men det var tæt på. Den har et par skønhedsfejl hist og her, som de fleste film har nu til dags.

Jeg mistænker en smule, at det er på baggrund af alt det drama, der skete bag kameraet, da filmen var i produktion. Instruktør Brian Singer (der blandt andet står bag X-men filmene) blev fyret under optagelserne, af årsager jeg ikke vil komme ind på her. I stedet blev han erstattet af Dexter Fletcher, der måtte færdiggøre filmen. Hvor præcist i filmen dette skift skete, ved jeg i skrivende stund ikke. Og om jeg har ret i min teori kan jeg kun gisne om.

Jeg føler lidt at nogle af de valg der blev truffet, i forhold til fortællerteknikken, godt kunne virke en smule forhastet. Især i den første halvdel. Jeg tog mig selv i, at blive en smule forvirret et sted i filmen, grundet måden man fortalte historien på, men jeg kom heldigvis tilbage på rette spor relativt hurtigt.

Det er sådan set det eneste jeg personligt kan sætte en finger på, men jeg er sikker på at kritikerne har en helt anden holdning.

KRITIKERNE BLIVER SIKKERT SURE

Noget af det, jeg er ret overbevist om, kan få diverse kritikere til at blive lidt sure er, at de storylines der er blevet fremhævet i filmen, ikke stemmer 100% overens med hvordan det kronologisk skete i virkeligheden. Der er blevet ændret lidt på nogle årstal her og der. Men i virkeligheden er det for at fortælle en god, underholdende og medrivende historie. Der er simpelthen ikke tid nok, hvis man skal fortælle det hele som det reelt skete. Det er trods alt ikke en dokumentar de har lavet.  Så lige den kan jeg godt retfærdiggøre.

Mange af de sure anmeldere vil sikkert også mene, at man ikke får nok baggrundshistorie om Freddies barndom og privatliv. Men Freddie var nu engang en yderst privat person, og der har folkene bag filmen, virkelig formået at respektere hans ønske om diskretion. Man kunne sagtens have gravet en masse skeletter frem fra det bagerste skab,  nu hvor Freddie desværre ikke længere er i blandt os. Men det ville ikke være at ære og hylde hans (og Queens) minde, som filmen i første omgang går ud på. Tværtimod.

Jo, hans sygdom og hans seksualitet er naturligvis med, men det overskygger på ingen måde det, det i virkeligheden drejer sig om. Det sætter jeg virkelig stor pris på, som fan. Freddie ønskede ikke at være en “posterboy” for AIDS. Og han ønskede i særdeleshed ikke at blive stemplet og sat i en boks som den “homoseksuelle”.

Når man tager alt i betragtning føler jeg virkelig, at de har formået at ære og respektere ham, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han sidder et sted og smiler af det de har formået at skabe.

ENDELIG BEDØMMELSE

Det er yderst sjældent jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Men da rulleteksterne løb over skærmen var jeg mundlam. Det eneste jeg kunne gøre var, at tørre tårerne væk fra kinderne, og følge resten af salen trop, der fyldte Imperial med en gigantisk klapsalve. Selvom det “bare” var en film, efterlod den et enormt indtryk på mig. Jeg havde faktisk lyst til bare at blive siddende, i håb om at de ville starte filmen forfra. Jeg følte mig ikke klar til at forlade salen.

Jeg havde tårnhøje forventninger til Bohemian Rhapsody, men aldrig havde jeg troet at den gav mig så meget som den gjorde. Den fik mig til at skrige af grin, og den gjorde det svært for mig at stoppe med at tude, da tårerne først fik frit løb.

Det var ikke kun en virkelig underholdende film, om et af de absolut bedste bands der nogensinde har eksisteret. Men den gav i allerhøjeste grad også stof til eftertanke. Til tider var det kun en enkelt sætning, eller et enkelt blik fra Rami/Freddie, der satte en masse tanker igang hos mig. Pludselig var der nogle underliggende temaer der forsigtig kom op til overfladen, hvor jeg kunne genkende mig selv i det. Og uden jeg nåede at registrere det, kravlede filmen helt ind under huden, og den ramte en nerve hos mig, jeg ikke havde set komme.

Queen fan eller ej, synes jeg man bør gøre sig selv den tjeneste at tage i biografen og se den. Det er en film der fortjener at blive set på et stort lærred. Jeg skal med garanti ind at se den igen. Og denne gang må jeg nok hellere huske kleenex.

Den har premiere herhjemme den 1. november, og billetter kan købes her.

-stine

Bohemian Rhapsody | Anmeldelse

Udgivet i TV / Film og tagget , , , , , , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *