Avengers: Endgame | Anmeldelse (SPOILER-FRI)

Jeg havde forberedt mig på at det blev en tåreperser. Jeg fik ret. Jeg har stadig ikke helt fået rystet den biografoplevelse af mig, jeg havde natten til onsdag.

Det her bliver nok mere en reaktion frem for en anmeldelse. Man kan stort set intet sige, uden at afsløre det, der bare ikke må afsløres. For tro mig. Af samtlige 22 film i denne Infinity Saga, er det her en, man på ingen måde vil have spoilet på forhånd. Faktisk vil jeg næsten sige, jo mindre du ved om filmen, jo bedre.

Jeg synes alle Marvel fans fortjener at opleve Avengers Endgame på egen hånd, uden at få afsløret handlingen, for det er mere end bare en film.

Det helt store spørgsmål var så, om Russo brødrene ville kunne levere og give os, og vores helte, en mindeværdig og tilfredsstillende afslutning? Svaret er simpelt. Ja, det kunne de.

LÆS OP PÅ LEKTIEN

Inden du hopper i biografen og ser Endgame, skal du, for din egen skyld, have læst op på lektien, og set de 21 foregående film. Avengers: Endgame er en fan-plaeser på allerhøjeste niveau, uden at det bliver kvalmende og påtvunget. Den er så nostalgisk, med de mange referencer, interne jokes og endda karakterer, at det vil ryge direkte over hovedet på en, hvis man ikke er opdateret. Så misser man 90% af filmen, og det vil virkelig være synd, nu hvor vi skal tage afsked med vores yndlings Avengers. 
Den kan med andre ord ikke stå alene. Det svarer til, at man ser sidste afsnit af en tv-serie, man overhoved ikke har fulgt med i.

Har du derimod set de tidligere film, kan jeg kun anbefale, at du smider alt hvad du har i hænderne og skynder dig hen til din nærmeste biograf. Den her film skal ses på det store lærred, og det kan kun gå for langsomt. 

Perfekt tempo

Med en film der spænder over 3 timer og 2 minutter, var jeg virkelig spændt på at se hvordan pacingen af filmen var. Personligt synes jeg den er perfekt. 

Første akt er langsom og helt nede på jorden. Vi ser hvordan vores helte bearbejder Infinity Wars hændelser, og hvordan de de nu engang klarer sig. Nogle vil måske mene at denne første del af filmen er FOR langsom, i forhold til hvilken genre vi har med at gøre. Men jeg føler at det var det helt rigtige tempo. Når vi som mennesker oplever dyb sorg, er det som om at tiden går i slowmotion, og det synes jeg virkelig de har formået at afspejle i filmens første akt. 

Anden og tredje akt vil jeg ikke sige så meget om, for det er nemlig her det hele for alvor tager fart, og er igen virkelig svær at beskrive, uden at tale over sig. Men hold på hat og briller siger jeg bare. 

Og hvis du er en af dem der synes, at 3 timer er meget at tilbringe i en biograf, så bare rolig. Det føles på ingen måde som 3 timer, for filmen holder dig fanget, så du ikke når at tænke på hvor lang tid der er gået. 

KARAKTERUDVIKLING

En af de ting jeg ikke havde regnet med, men som viste sig at være en kæmpe overraskelse, var hvor meget karakterudvikling der rent faktisk er med. Jeg synes ikke der var forfærdelig meget af det i Infinity War, men her er der virkelig gjort plads til det.

Vi blev mindet om på den bedste måde, hvorfor vi faldt for Iron Man og co, i første omgang. Man har endda formået at gøre dem endnu mere menneskelige, og give dem mere dybde og kant, end vi har set i nogle af de foregående film. Til tider glemte jeg faktisk fuldstændig, at det var en superheltefilm jeg sad og så.

Temaer som overlevelsesskyld, PTSD, sorg og desperation er nok langt fra de mest lettilgængelige emner at skulle portrættere. Men de gør det med så meget respekt og nerve, at det er svært ikke at blive rørt. Men der er heldigvis en perfekt balance mellem det hjerteskærende og de fine og lysere øjeblikke. Det gør at man får et pusterum i ny og næ, hvilket man i allerhøjeste grad har behov for.

Over hele linjen leverede skuespillerne en fantastisk præstation, og flere af dem vil jeg vove at påstå, rent faktisk leverede deres bedste præstation til dato, i hver deres respektive roller.

ALT DET JEG HÅBEDE PÅ OG MERE TIL

Som I måske allerede har luret, er jeg begejstret, og så er det også mildt sagt. Tit har jeg været udsat for at anmeldere eller min omgangskreds har talt en film så meget op, at jeg ender at blive skuffet. At sige at jeg selv havde tårnhøje forventninger til den her film, er en underdrivelse, men jeg var faktisk aldrig nervøs for, at denne afslutning vil falde til jorden. Alligevel blev jeg virkelig overrasket, og den gav mig alt hvad jeg ville have, og alt det jeg ikke troede jeg ville have. 

I et tidligere indlæg nævnte jeg, at jeg ville overraskes. Jeg ville samle kæben op fra gulvet, efterlades mundlam, rørt men tilfreds. Jeg kan sætte hak ved samtlige punkter og mere til.

Den her film er lavet af fans til fans, og man kan tydelig mærke kærligheden og respekten der er blevet lagt i. 

FØLELSESMÆSSIG RUTCHEBANETUR  

Man kan ikke forberede sig på hvor vanvittig en rejse man bliver taget med på, når man sætter sig til rette i biografen. Den prikker ved samtlige følelser man overhoved kan tænke sig til. 

Som jeg skrev i et af mine tidligere Marvel indlæg, var Thor Ragnarok en af de film jeg har grint mest over. Men selvom der er utrolig meget på spil i Endgame, har de virkelig gjort plads til nogle af de mest komiske øjeblikke, i hele MCU’s historie, hvis man spørger mig. Jeg kan ikke tælle på to hænder hvor mange gange jeg var ved at falde ned ad stolen af grin. 

Men fra den ene yderlighed til den anden. Som folk efterhånden ved, er jeg en pige med let til tårer. Jeg tror aldrig i mit liv at jeg har grædt så meget til en film, som jeg gjorde her.

Allerede i begyndelsen af filmen, pressede de første tårer sig på. Og herfra tog den ellers fart. Jeg tror jeg ikke jeg lyver hvis jeg siger at tårerne trillede (okay, jeg stortudede) 7-8 gange i løbet af hele filmen, og årsagerne er ikke nødvendigvis hvad man umiddelbart skulle tro. Jeg blev i hvert fald selv overrasket over min reaktion, et par gange. Men det hele var bare virkelig overvældende. Og jeg var ikke den eneste. En fyr der sad ved siden af mig, måtte hive en kleenex frem, og da filmen var slut, overhørte jeg en voksen mand sige “Jeg tror aldrig i mit liv at jeg har grædt så meget!” 

Personligt var jeg både fysisk og følelsesmæssigt udmattet, da lyset igen tændte i Imperial. 

DEN SIDSTE GÅSEHUD

Som de fleste Marvel nørder ved, skal man ikke forlade biografsalen før alle rulletekster er overstået. Det samme er gældende her. Gør jer selv den tjeneste at bliv siddende, og lyt godt efter. Der er en stor risiko for at I bliver irriteret på mig, men hvis man forstår hvad der foregår, er der gåsehuds garanti. Og muligvis flere tårer. Det skete i hvert fald for mig.

UFORGLEMMELIG AFSLUTNING PÅ 22 FILM

Der findes ikke nok rosende tillægsord i ordbogen til at beskrive min begejstring for den her film. Alt den hype der har været i ugerne op til udgivelsen, har været på sin plads. For den er alt det man drømmer om, og mere til. Der er kun meget få ting jeg ikke lige just sad og klappede i hænderne over, men de ting vil jeg ikke komme ind på her, for igen, jeg spoiler intet.

Men hvorom alting er; de gjorde det! Efter 11 år og 21 film formåede de at levere en spektakulær og tilfredsstillende afslutning. Og uden nogen former for debat, den bedste afslutning jeg nogensinde har set, på en franchise.

Jeg skal se den igen. Og igen.. Og igen…

ENDELIG BEDØMMELSE

Der var 14.000.605 måder de kunne have lavet den her film på, hvor kun 1 af dem var den rigtige. De fandt frem til den.

Jeg kom sent til Marvel festen. Men på lidt over halvandet år, er jeg gået fra at være fuldkommen ligeglad med disse film, til at være så betaget af universet, opslugt af historierne og smaskhamrende forelsket i karakterne. Jeg tvivler på at MCU nogensinde bliver det samme igen.

Tak til Iron Man, Captain America, Black Widow, Thor, Hawkeye og Hulk, og alle de andre for en fantastisk rejse. I vil blive savnet. 

 


-stine
Udgivet i TV / Film og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *